Med Dansk Muld Under Fødderne

Træt…det er vist det ord som bedst beskriver min nuværende tilstand. Måske skyldes min træthed at jeg sidder i Frankfurt lufthavn, med canadisk tid indeni, og tysk tid uden på. Måske skyldes min træthed det faktum at jeg nu har været på farten siden slutningen af juni; næsten tre måneder. Jeg er ved at blive gammel og mat i koderne, og alt det rejsen rundt trætter mig åbenbart mere end normalt.

Men Danmark er lige om hjørnet nu. Med blot 5 timers ventetid i Frankfurt (hvis jeg nogensinde får fat i den idiot som bookede mine billetter!) burde jeg være hjemme engang omkring midnat; i min egen seng, med mælk, ost og rugbrød.

Ikke at jeg har manglet noget af det i Canada…faktisk har jeg spist ganske udmærket, og taget størrelsen på den pose libanesisk mad Jessicas mor gav mig med hjem, kommer jeg til at spise ganske godt i et stykke tid. Hermed åben invitation til libanesisk kaffe, Baklava og La barb de Papa…

Men hverdagen, frustrationerne og kulden venter…

Nord-Amerikas éner

Quebec City var den sidste turisttur jeg manglede at tage før jeg havde set det jeg burde se i Quebec. 

Det var ikke fordi der var meget at fortælle om denne hurtige afstikker til nordamerikas eneste by med bymur, Nord-Amerikas ældste kirke, Nord-Amerikas første det ene og det andet, og største af det trejde. Kort sagt: Quebec City giver mega baghjul til resten af det historiske nordamerika (her kan det historiske kvarter i Los Angeles nævnes som en klar bundskraber!).

Men vi fik regn, kulde, blæst og fantastiske hotelværelser, super lækker mad og dejlige belgiske øl, så helt slemt var min sidste weekend i Canada nu ikke.

De fleste tage i byen var lækre ir-grønne.

Mig, nydende udsigten over St. Lawrence floden.

Bierne prøvede det bedste de havde lært at overleve i efterårskulden

Jessica

Havnepromenaden foran Chateau Frontenac