Tilbage i Minneapolis

Efter varme solrige urbane Los Angeles, blev det tid til at gense mit ungdomshjem: 900 Partenwood Road, Orono, MN. Her er solrigt, lækkert og meget lidt urbant; en tiltrængt pause fra dytten, båtten og pushere. 

Det er en underlig fornemmelse at være tilbage igen, for første gang i fire år. Byen, huset og mit gamle værelse ligner sig selv, det eneste ændret er de to katte, nu 16 somre, som grundet overstadige skjoldbruskkirtler ligner noget fra en KZ lejr. Desuden er deres fordøjelse sat på turbo, så nu skider de ikke længere i kattebakken, men hvor end de nu befinder sig når trangen melder sig.

Nick, den ringmuskel-løse kat

Tiden i Minneapolis er tid til fordybelse og afslapning. Mest som en konsekvens af at befinde sig langt uden for byen uden en bil. Men huset er heldigvis indeholdende både internet, kabel-tv, pool, boblebad og fantastisk udsigt (samt et overflødighedshorn af et køleskab), så tiden gik nu ganske hurtigt. Det gik pludselig op for mig at jeg har været på farten siden slutningen af juni, og jeg nød virkelig at være et sted hvor jeg rigtigt var hjemme, kunne smide skankerne op på bordet og nyde et måltid hjemmelavet mad. 

Mit hjem i Minneapolis

Udsigten fra mit værelse. 

Min primære grund til at vende tilbage var dog et se min gamle bedste ven Charlie, som efter to år som frivillig i Honduras var vendt hjem til Minneapolis bare to uger for jeg ankom. Vi fik drukket lidt øl, jeg fik mødt hans kæreste og set hans hus. Det var rigtigt hyggeligt at se ham igen, og høre om hvad alle de "gamle" fra high-school nu foretog sig.

Det er sjovt som denne sommer har budt på alle ekstremer jeg næsten har kunnet finde. Fra den syriske ørken og dens indbyggeres fattigdom, til amerikansk skovland og dens indbyggeres rigdom. Pludselig befandt jeg mig i byens dyreste country-club til en fundraiser for det republikanske parti. Jeg hørte talerne dundre mod Obama og hans kommunisme, og fik i en lettere nedladende tone forklaret hvorfor Danmark er et kommunist land på afgrundens rand. De skulle bare vide at jeg just er hjemvendt fra mellemøsten, at jeg elsker Libanon og at jeg finder deres politik fascistisk og umenneskelig! Men jeg holdte pænt min kæft, sippede min hvidvin og nød min røgede laks. Jeg følte mig virkelig mere hjemme i mellemøsten end blandt denne forsamling af højreorientrede idioter.

Tja, amerikanerne har ikke ændret sig meget siden sidst, og det var lidt af en befrielse at komme tilbage til Canada. Det er lidt ligesom Gud har taget amerikanerne, givet dem en hel del mere intellekt og fjernet en del arrogance, og samtidig smidt en smule europæisk klarsyn ind oven i det hele.

Mine værtsforældre på solnedgangscruise i deres nye båd