Lille mexico

Los Angeles er en meget sær størrelse. Jeg tror aldrig jeg før har været et sted jeg har haft så svært ved at finde hoved og hale på. Selv de store beskidte metropoler i verdens fattige lande har altid haft en vis identitet, et bevis på at de trods deres modernitet stadig tilhørte en kultur; et land. Men LA giver intet ved dørene. Dens kultur og land skal man selv finde frem til, og ens søgen er ikke let!

Byen er massiv! Over 15 millioner mennesker siges det, hvoraf talrige er illegale mexicanere og andet godtfolk fra sydamerika. Radiostationerne kører på spansk, og halvdelen af alle bill-boards er ligeledes skrevet på spansk. Nogle af verdens rigeste kvarterer blander sig lystig med nogle af verdens fattigste (og farligste). Der er korrupte politibetjente, skydeglade gangstere og en stat der er gået bankerot for mange år siden og umuligt kan vende bøtten i den nærmere fremtid.

Echo Park, området hvori Lillie og A/J bor, er ligeledes en blanding mellem slidte gamle huse, og kæmpestore victorianske palæer. Ikke engang i de forskellige områder kan byen enes med sig selv om hvad den vil være!

Victoriansk skøndhed blandet med amerikansk faldefærdighed

Men beskidt er den, og forurenet! Især disse dage, hvor de har nogle af de største skovbrande i hundrede år, er luften fuld af smog, os og knuste drømme. 

Men mit eventyr var ikke nødvendigvis at se LA, men derimod at gense Lillie og A/J, hvilket jeg fik gjort. Jeg fik virkelig levet livet "LA-Style", med talrige fester, en god del gratis alkohol, stoffer i stride strømme og networking til op over begge ører! Men de har begge en rigtigt god vennegruppe, bestående af diverse kunstnere/hippier/producere/musikere og deslige. Devandra Banhart, Felix Da Housecat og Natalie Portmann kunne nævnes, hvis man var typen der namedroppede.

Jeg var til premiere på tv-serier, hængte ud med A/Js band Saint Motel og dansede frækt på burlesque bar med Anthony and the Johnson lignende tranny-homoer. Jeg festede i Hollywood Hills, trådte på stjernerne foran det kinesiske teater og hylede mod månen på Sunset Boulevard.

Efter et par dage omgivet af ungdommens vildskab, trådte ansvarligheden, også kendt som Ann og Robert (Forældrerne!), ind i det univers vi kalder LA. De kom, vi spiste, så Seu Jorge og Gebel Gilberto spille for 18.000 mennesker i Hollywood Bowl. Vi tog på kunstmuseum, fik thai-massage (OG ansigtsbehandling) og spiste igen. Der blev råbt og skreget og smækket med døre, som der altid gør når min dejlige yndlings amerikanske bipolære familie er sammen.

Festfyrværkeri over Hollywood Bowl

Den 14/9 var det så tid til at være AJs fødselsdag, og samtidig hans store aften, hvor bandet for anden mandag i træk, skulle spille stur stur nummer. På trods af en ganske kaotisk dag (på to timer skete det at: Moderen mistede sit dankort og skulle nå i banken inden den lukkede, AJ fik hans bil, indeholdende alt sit udstyr, kørt væk for ulovlig parkering 2 timer inden sit show, og fandt ud af at man ikke kan få sin bil tilbage når man hverken har registreringspapirer eller kørekort, og faderen fik en stille og rolig 300$ bøde for at køre for stærkt). Men trods kaoset var det en super fed koncert, og min første rigtige mulighed for at prøve at tage nogle ordentlige koncertbilleder. 

A/J crowdsurfing

Dagen efter koncerten tog jeg bussen ud til udkanten af LA, og mødtes med Ann og Robert. De mente jeg burde se noget andet end downtown LA, og viste mig rundt i Venice Beach og Santa Monica. Jeg fik set molen hvor Marissa og Ryan kyssede for første gang, og hvor Tom blev Big. 

Men til slut lærte jeg på en mærkelig måde at forstå og værdsætte LA. LA er ikke som USA. LA skal betragtes som en lille bid af den tredje verden. En velfungerende bid, forstået, men hvis man betragter LA som man ville betragte Addis Ababa, så giver det hele ligepludselig mening, skraldet og lugten virker ikke så frastødende, og våbnene, det korrupte politi og de tremmede vinduer virker ikke så afskrækkende