Danmark i Canada

Og helt hjem blev det igår! 

Marie og jeg havde lovet Jessicas familie at lave et ordentligt dansk måltid som tak for deres gæstfrihed, så der blev disket op med frikadeller, rødkålssalat, mælk og hjemmebagt brunsvier.

Jeg havde fuldstændig glemt hvor tungt dansk mad er...men det var det hele værd!

Tilbage i Minneapolis

Efter varme solrige urbane Los Angeles, blev det tid til at gense mit ungdomshjem: 900 Partenwood Road, Orono, MN. Her er solrigt, lækkert og meget lidt urbant; en tiltrængt pause fra dytten, båtten og pushere. 

Det er en underlig fornemmelse at være tilbage igen, for første gang i fire år. Byen, huset og mit gamle værelse ligner sig selv, det eneste ændret er de to katte, nu 16 somre, som grundet overstadige skjoldbruskkirtler ligner noget fra en KZ lejr. Desuden er deres fordøjelse sat på turbo, så nu skider de ikke længere i kattebakken, men hvor end de nu befinder sig når trangen melder sig.

Nick, den ringmuskel-løse kat

Tiden i Minneapolis er tid til fordybelse og afslapning. Mest som en konsekvens af at befinde sig langt uden for byen uden en bil. Men huset er heldigvis indeholdende både internet, kabel-tv, pool, boblebad og fantastisk udsigt (samt et overflødighedshorn af et køleskab), så tiden gik nu ganske hurtigt. Det gik pludselig op for mig at jeg har været på farten siden slutningen af juni, og jeg nød virkelig at være et sted hvor jeg rigtigt var hjemme, kunne smide skankerne op på bordet og nyde et måltid hjemmelavet mad. 

Mit hjem i Minneapolis

Udsigten fra mit værelse. 

Min primære grund til at vende tilbage var dog et se min gamle bedste ven Charlie, som efter to år som frivillig i Honduras var vendt hjem til Minneapolis bare to uger for jeg ankom. Vi fik drukket lidt øl, jeg fik mødt hans kæreste og set hans hus. Det var rigtigt hyggeligt at se ham igen, og høre om hvad alle de "gamle" fra high-school nu foretog sig.

Det er sjovt som denne sommer har budt på alle ekstremer jeg næsten har kunnet finde. Fra den syriske ørken og dens indbyggeres fattigdom, til amerikansk skovland og dens indbyggeres rigdom. Pludselig befandt jeg mig i byens dyreste country-club til en fundraiser for det republikanske parti. Jeg hørte talerne dundre mod Obama og hans kommunisme, og fik i en lettere nedladende tone forklaret hvorfor Danmark er et kommunist land på afgrundens rand. De skulle bare vide at jeg just er hjemvendt fra mellemøsten, at jeg elsker Libanon og at jeg finder deres politik fascistisk og umenneskelig! Men jeg holdte pænt min kæft, sippede min hvidvin og nød min røgede laks. Jeg følte mig virkelig mere hjemme i mellemøsten end blandt denne forsamling af højreorientrede idioter.

Tja, amerikanerne har ikke ændret sig meget siden sidst, og det var lidt af en befrielse at komme tilbage til Canada. Det er lidt ligesom Gud har taget amerikanerne, givet dem en hel del mere intellekt og fjernet en del arrogance, og samtidig smidt en smule europæisk klarsyn ind oven i det hele.

Mine værtsforældre på solnedgangscruise i deres nye båd

Lille mexico

Los Angeles er en meget sær størrelse. Jeg tror aldrig jeg før har været et sted jeg har haft så svært ved at finde hoved og hale på. Selv de store beskidte metropoler i verdens fattige lande har altid haft en vis identitet, et bevis på at de trods deres modernitet stadig tilhørte en kultur; et land. Men LA giver intet ved dørene. Dens kultur og land skal man selv finde frem til, og ens søgen er ikke let!

Byen er massiv! Over 15 millioner mennesker siges det, hvoraf talrige er illegale mexicanere og andet godtfolk fra sydamerika. Radiostationerne kører på spansk, og halvdelen af alle bill-boards er ligeledes skrevet på spansk. Nogle af verdens rigeste kvarterer blander sig lystig med nogle af verdens fattigste (og farligste). Der er korrupte politibetjente, skydeglade gangstere og en stat der er gået bankerot for mange år siden og umuligt kan vende bøtten i den nærmere fremtid.

Echo Park, området hvori Lillie og A/J bor, er ligeledes en blanding mellem slidte gamle huse, og kæmpestore victorianske palæer. Ikke engang i de forskellige områder kan byen enes med sig selv om hvad den vil være!

Victoriansk skøndhed blandet med amerikansk faldefærdighed

Men beskidt er den, og forurenet! Især disse dage, hvor de har nogle af de største skovbrande i hundrede år, er luften fuld af smog, os og knuste drømme. 

Men mit eventyr var ikke nødvendigvis at se LA, men derimod at gense Lillie og A/J, hvilket jeg fik gjort. Jeg fik virkelig levet livet "LA-Style", med talrige fester, en god del gratis alkohol, stoffer i stride strømme og networking til op over begge ører! Men de har begge en rigtigt god vennegruppe, bestående af diverse kunstnere/hippier/producere/musikere og deslige. Devandra Banhart, Felix Da Housecat og Natalie Portmann kunne nævnes, hvis man var typen der namedroppede.

Jeg var til premiere på tv-serier, hængte ud med A/Js band Saint Motel og dansede frækt på burlesque bar med Anthony and the Johnson lignende tranny-homoer. Jeg festede i Hollywood Hills, trådte på stjernerne foran det kinesiske teater og hylede mod månen på Sunset Boulevard.

Efter et par dage omgivet af ungdommens vildskab, trådte ansvarligheden, også kendt som Ann og Robert (Forældrerne!), ind i det univers vi kalder LA. De kom, vi spiste, så Seu Jorge og Gebel Gilberto spille for 18.000 mennesker i Hollywood Bowl. Vi tog på kunstmuseum, fik thai-massage (OG ansigtsbehandling) og spiste igen. Der blev råbt og skreget og smækket med døre, som der altid gør når min dejlige yndlings amerikanske bipolære familie er sammen.

Festfyrværkeri over Hollywood Bowl

Den 14/9 var det så tid til at være AJs fødselsdag, og samtidig hans store aften, hvor bandet for anden mandag i træk, skulle spille stur stur nummer. På trods af en ganske kaotisk dag (på to timer skete det at: Moderen mistede sit dankort og skulle nå i banken inden den lukkede, AJ fik hans bil, indeholdende alt sit udstyr, kørt væk for ulovlig parkering 2 timer inden sit show, og fandt ud af at man ikke kan få sin bil tilbage når man hverken har registreringspapirer eller kørekort, og faderen fik en stille og rolig 300$ bøde for at køre for stærkt). Men trods kaoset var det en super fed koncert, og min første rigtige mulighed for at prøve at tage nogle ordentlige koncertbilleder. 

A/J crowdsurfing

Dagen efter koncerten tog jeg bussen ud til udkanten af LA, og mødtes med Ann og Robert. De mente jeg burde se noget andet end downtown LA, og viste mig rundt i Venice Beach og Santa Monica. Jeg fik set molen hvor Marissa og Ryan kyssede for første gang, og hvor Tom blev Big. 

Men til slut lærte jeg på en mærkelig måde at forstå og værdsætte LA. LA er ikke som USA. LA skal betragtes som en lille bid af den tredje verden. En velfungerende bid, forstået, men hvis man betragter LA som man ville betragte Addis Ababa, så giver det hele ligepludselig mening, skraldet og lugten virker ikke så frastødende, og våbnene, det korrupte politi og de tremmede vinduer virker ikke så afskrækkende

LA checkliste

1. Se en film blive skudt: Tjek
2. Være med i en film: Tjek
3. Se åbenlys handel/indtagelse af stoffer: Tjek
4. Gnubbe skuldre med toppen af poppen til smarte arrangementer: Tjek
5. Se en kendis: Mangler...

Men jeg har også kun vaeret her i under to døgn...så kendisserne kommer nok på bordet senere!

”…even Jesus isn’t allowed there!”

Hjemvendt til Montreal fik jeg dog ikke meget tid til at få luftet lugten af bålrøg ud af mit ny indkøbte efterårstøj. Allerede dagen, lørdag den 5., var jeg inviteret til Maniwaki, en lille landsby beliggende på grænsen til et af de utallige indianerreservater her i Canada. Raven, som er halv Okinje indianer, havde inviteret en flok fra hendes studie op til at besøge hendes fars hus weekenden over for at nyde naturen, grillmad, vandsport og canadisk gæstfrihed. 
Det endte med at starte lidt som en tøsetur, med Jessicas bedste veninde Kathrines potentielle kæreste Alex som eneste mandligt islæt. Derudover var der Ana, Clare, Magenta White (som er kulsort), Allison og selvfølgelig Raven. Heldigvis væltede det dog ind med fætre, venner og fætres venner fra landsbyen da maden var spist, bålet tændt i baghaven og sprutten fundet frem.

Og her åbenbarer den universelle landsby idyl sig. En flok underuddannede bondefyre med slidte kasketter og for store bukser er åbenbart indbyggere i alle verdens landsbyer. ”Militæret”, ”politiet” eller ”ingenting” var svaret når man spurgte hvad deres fremtidsplaner var. Alle viste sig dog at være rigtigt søde hyggelige. Der blev grinet meget af Rod The Tripod, den trebenede hund, som konsekvent ignorerede alle varsler om ikke at putte sin hale ind i ilden, og der blev joket med Jellybean, hunden med kun ét øje. Der blev snakket krig og skydning, drukket øl og selvfølgelig røget den i nordamerika obligatoriske joint. 

Næste morgen stod jeg tidligt op, for sammen med Jessica, Raven og dennes generte gudsøn at vaske faderens pickup truck. Det var frydfuldt at sidde midt ude i skoven og drikke sin kaffe, mens The Tripod lystigt rendte rundt i haven og spætterne hamrede på træerne.

Eftermiddagen blev brugt på et nyde de intet mindre end himmelske omgivelser i området! Raven arbejder som babysitter for en mand, som ejer en ø, midt i det kæmpe netværk af søer og øer som udgører en del af skoven. Midt i ingenting er den lækreste ø, med det lækreste hus, et gæstehus større end et gennemsnitligt dansk parcelhus, en bådgarage med 4 speedbåde, 3 kajakker, 2 Lazer joller, vandski og alt hvad man ellers kunne finde på at smide efter en båd. Der var en kæmpe vandtrampolin, baseball bane og selvfølgelig en bålplads. Det hele stillet frit til rådighed af Tom og Peggy, de to hjertelige texanske ejere.

Træer, vand og blå himmel...

Stedet lå helt øde, ude midt i ingenting

En lille smule af øens underholdnings-arsenal

Vi badede, sejlede og gik ture rundt om den idylliske ø. Solen skinnede, og vandet reflekterede smukt de talrige øer spredt omkring os. Vi spiste lækker hjemmelavede friskskudte rensdyrbøffer, spillede bold og slappede af i solen. Aldrig har jeg været så lækkert et sted som denne ø. Da Raven fortalte om øen aftenen før, med udtrykket: ”Fucking Yeah…it is so nice that even Jesus isn’t allowed there”, havde eg ærligt mine tvivler om det var hendes rom/cola der talte, eller om det var sandheden. Jeg vil eje en ø når jeg bliver stor!

Rensdyr over åben ild...go Canada!

Raven på wakeboard

Men alt har sin pris, og prisen for dette, og to dages camping i Les Bergeronnes, er en dejlig løbende næse og en smule feber. Alt i alt dog billige penge at betale for 4 helt afsindige dage her i Quebec.

I morgen onsdag får jeg dog den bedste kur med forkølelse: en tur til Los Angelses. Onsdag morgen kl 0550 flyver jeg fra Montreal til LAX, for at mødes med mine værtsbror AJ og min værtssøster Lilli. Forældrerne, Ann og Robert kommer den 12., og jeg følges med dem hjem til Minneapolis den 15. Det bliver super lækkert at se dem alle igen, og jeg er lidt spændt på at se LA. Jeg har hørt meget dårligt, men monstro jeg ikke bare køber et ”map of the stars” og tager ud og kigger på huse?

Dagligdagen

Montreal er så småt ved at finde sine ben igen efter en lang sommerferie. Folk starter arbejde og skole igen, træerne skifter stille og roligt farve og jeg har lidt tid til at fjolle rundt for mig selv, mens mine venner og bekendte slaver med dagligdagens sysler.

Aftenerne byder dog stadig på ganske udemærkede kulinariske sensationer fra det mellemøstlige. Vores store festmåltid forleden var fantastisk, og både Marie og jeg fik et godt indblik i både libanesisk mad og libanesisk kultur.

Der skal måske lige nævnes et par ord om Nehmé familien, hvor jeg efterhånden har brugt en del tid. Nehmé familien består af en armensk bedstemor, født i Syrien; en armensk mor født i Libanon og tre døtre, Jennifer, Jessica og Joan, alle halvt-libanesiske/halvt armenske. Jennifer og Jessica er født i Libanon, og Joan er født her i Canada. Hele dette set-up giver en dejlig blandet indvandrerfamilie med stort I. Maden i huset er udpræget libanesisk, med undtagelse af når Jennifers kæreste, den halvt portugisiske/halvt peruvianske Billy hiver en god gang fast-food med hjem. Her bor også en braziliansk udvekslingsstuderende, Julianna, som engang imellem smider lidt sydamerikansk islæt ind. Sproget er primært fransk, godt blandet med en del engelsk til ære for Julianna, Billy og mig. Når der skal skældes ud eller råbes skiftes der dog til arabisk, som alle i familien taler flydende. Katten, Whisky, derimod taler kun armensk, og hunden Pluto forstår kun engelsk. Moderen og bedstemoderen taler armensk indbyrdes, og når der er gæster kører hele møllen gerne på arabisk. Forvirrende? I høj grad, men utroligt underholdende.

Ej, familien er utroligt søde og gæstfri, og har efterhånden nærmest tvunget mig til at tage imod deres tilbud om en sofa i kælderen, da de mener det er for dyrt for mig at bo på hostel hele tiden. Jeg spiser sindsygt godt her og hygger mig gevaldigt med at diskutere politik og andet godt med den søde gamle bedstemor.

Men udover at hænge mig i Libanons skørter herovre, skal der selvfølgelig også opleves lidt af Canada: Marie og jeg havde aftalt at tage nordpå, til en by ved navn Les Bergeronnes, for at se lidt på hvaler i Saint Lawrence floden. Det skulle vise sig at være en smule anderledes end forventet, men vi havde en ganske god tur.

Vi boede på mega øko/natur campingplads i midten af ingenting. Vores telt blev sat op på en træ-platform på den skrånende klippebred, hvor vi kunne høre skumsprøjt og hval-pusten fra floden. Når vi satte os på vores udsigts-sten, havde vi den smukkeste udsigt udover floden, og til tider udsyn til ganske mange hvaler som boltrede sig i det kolde vand. Pladsen havde hverken bad eller rent vand og alt madlavning blev lavet over åben ild. Vi kæmpede med egern og musvitter om vores mad, og sørgede selvfølgelig for at gemme det hele væk så der ikke ville komme bjørne. Hval-safarierne foregik i bedste øko stil fra små tandem havkajakker. Desværre så vi ikke nogle hvaler herfra, blot en enkelt gråsæl, men fik tilgengæld gennemblødte underbukser og vabler på hænderne. 

Rødvin på udsigts-stenen

Luksusdyr som vi var, tog vi dog et lift indtil byen, for at springe på en af de utallige gummibåde som fræser floden tynd i evig jagt på de listige hvaler. Denne dag, torsdag, var dog en mindre god dag grundet vejrforhold, så vi besluttede os for at udsætte til næste dag, og i stedet nyde den hyggelige landsby. Vi spiste burger og blueberry-pie på den lokale snask, og fik rigtigt den canadisk gæstfrihed at føle. Folk hyggede og jokede med os, og en tilfældig lastbil chauffør vi snakkede med læssede et bjerg af friskplukkede blåbær op til os som dessert.

Den lokale snask

Området omkring byen var et idyllisk landskab med floder, små gårde og endeløse træklædte bjerge. Vi blaffede tilbage til campingpladsen og spiste et lækkert måltid rosmarin-tun pasta, akkompagneret af lækker papvin og synet af en stor familie hvidhvaler udfor vores telt, perfekt!

Dagen efter stod på gummibåd og hjemrejse til Montreal. Vi fik sejlet en del, set enkelt hvidhvaler og en blåhval. Billedet nedenfor er desværre det eneste bevis på at vi rent faktisk så en hval, men det er ikke altid lige let at være naturfotograf.

Lidt langt fra, men heldigvis har man digitalt zoom!

Og her er dampen efter at blåhvalen for lidt siden pustede vand op

Kolde, en smule sultne og meget trætte vendte vi tilbage til Montreal fredag aften, efter et af i hvertfald mine højdepunkter her i Canada. 

Marie og jeg i canadisk camping-habit