Efterår

Farverne er nu begyndt at skifte her i Montreals utallige parker. Der dukker flere og flere små gule, røde og orange blade og jorden dækkes stille og roligt af efterårets første faldende. Luften bliver køligere og folk rykker indenfor på de talrige cafeer og restauranter i de travle Saint-Denis område. Af uransagelige årsager findes ord som ”terrasse-varmer” eller ”tæpper” ikke i Canadiske restauratørers ordbog.

Før efterårets indtræden var Montreal da også varm og ulidelig. Som Beirut er her fugtigt, og forholdsvis vindstille. Trods den allestedsnærværende aircondition, og måske endda på grund af den, var gaderne kvælende varme. 

De varme dage blev brugt på sightseeing og udflugter. Som nævnt er Montreal et fuldstændigt overflødighedshorn af ting, og der blev kigget på moderne kunst, kigget på dyr i deres udgave af Randers Regnskov (med 4 forskellige økosystemer), slappet af i parker og drukket kaffe. Montreals arkitektur er også blevet undersøgt grundigt, med den tydelige ”lånen” fra New York, Paris og alle andre steder på denne klode. Historisme (l´ecole des beaux arts) er lige så brugt her som i Wien. Der blev selvfølgelig også spist store mængder lækker hjemmelavet libanesisk mad hos Jessicas familie (Jessica som jeg var på udveksling med i Libanon), i hvis hus jeg til tider her lånt en sofa at sove på.

Notre Dame katedralen i den gamle by i Montreal

Montreal skyline by night

På trods af at være i den mest multikulturelle by jeg nogensinde har været i, har der dog også været tid til lidt danskhed. Marie Ussing og jeg har fået set en del til hinanden, og givet Montreal et lille indspark af Danmark…vores næste projekt er at lave tarteletter og frikadeller til Jessicas familie, men vi skal lige have fundet tarteletterne først (eller hvis der er nogen,som ligger inde med en god opskrift?)

Men Canada er ikke kun byliv. Værende verdens andet største land (kun overgivet af Moder Rusland), med en befolkning på sølle 30 millioner, byder landet på naturoplevelser af den anden verden! Disse blev prøvet i ski resortet Mont Tremblant 3 timer nord for Montreal. 

Eftersigende et af de bedste ski steder i Canada står byen Mont Tremblant som noget ud af en Disney film. Hele byen er bygget i tyggegummi farver, med tyggegummi gader og sindsyge priser. Hvem gider betale over 100 kroner for at leje en cykel én time?

Grundet klientellet i byen, havde jeg dog gode muligheder for at få smagt de lokale specialiteter. Et af problemerne med at opholde sig i indvandrer-kredse er at jeg ikke rigtigt spiser Quebec-mad…hvilket jeg dog er taknemmelig for! Jeg fik prøvet Bæverhale (friturestegt dej med kanel og sukker), Putin (pomfritter dækket med smeltet ost og brun sovs) og Tir sur la neige. Sidstnævnte er kogende ahorn-sirup (som de er meget berømte for her), som hældes udover sne, hvorefter det stivner og man ruller det op på en ispind. Det smagte sindsygt godt, og kan virkelig anbefales!

Udover byens og dens til tider komiske små finurligheder var området helt fantastisk smukt. Vi vandrede og vandrede igennem massive bøge og fyrreskove, vi så fantastiske views udover den største skov jeg nogensinde her sat og vi spiste friske hindbær og brombær. Skovene her er ikke reguleret som i Danmark, men får virkelig lov at stå i deres egen utæmmede skønhed. 

View fra toppen af Mont Tremblant (875 m)

De sidste rester af smeltevand på vej ned af bjerget

Tilbage i Montreal er her nu den internationale filmfestival og fra mandag begynder pressefoto-festivalen, så der burde være nok at give sig til! Marie og jeg smutter på hval safari i næste uge, og forhåbentlig vender jeg tilbage med gode historier derfra.

Og så skal det lige nævnes at jeg i morgen bliver trakteret med hjemmelavet Tabouleh (persille-salat) og men yndlingsret i verden: Kibbeh Naya (råt hakket kød!) Det er sgu lækkert at have sit eget lille Libanon herovre.

Fordi et billede siger mere end tusind ord...

Montreal-skyline

The old port of Montreal

Prefontaine området

Car expo in Little Italy

Montreal

Og så fløj Jacob til den anden side af planeten, nærmere bestemt Canada, nærmere bestemt Montreal. Noget af en forandring fra Syrien, hvor jeg var for lidt over en uge siden, men en god forandring. Byen her er helt fantastisk smuk, meget multikulturel og fuld af spændende ting. Der er filmfestival, foto-festival, kunst festival og selvfølgelig den store Gay Pride...kort sagt har Montreal det hele. 

Og på tirsdag har den også min gode ven Marie Ussing, som kommer for at læse her det næste halve år!

Og den har også busforbindelser til Minneapolis, hvor jeg snart rykker til, for at besøge min gode værts-familie, og ikke mindst min bedsteste ven Charlie, som vender hjem efter 2 års frivilligt arbejde i Honduras....

Ja, så det blev ikke den store mellemøstentur denne gang, men helt ærligt...det der back-packen er jeg sgu blevet for gammel til! Den evige jagt efter den næste samling ruiner, endeløse nætter med andre backpackere og blæren sig om hvem har været flest/vildest steder...det gider jeg sgu ikke mere...

Så USA/Canada, og så må vi se hvad tiden herefter bringer. Forhåbentlig en smuttur til Etiopien, Insh´allah...

Lebanese politics

politique_libanaise
Originally uploaded by mazen kerbaj

Dansker…nu med rødt og hvidt flag

Hotel Baron er måske ikke et navn man umiddelbart genkender, men det er nu engang hvor jeg befinder mig i dette øjeblik. Det er udlideligt varmt udenfor, og jeg har søgt tilflygt i airconditionens kolde hænder på dette ældgamle hotel. Jeg sidder i baren og nyder en frisk lemonade og kigger drømmende på den kvittering ejeren af hotel har indrammet over baren. Det er nu heller ikke hvilken som helst kvittering, men en kvittering fra 1914, underskrevet af selveste T.H. Lawrence, bedre kendt som Lawrence of Arabia. Agatha Chrisite har såmænd også siddet i baren engang, og skrevet på sine noveller, og nu sidder lille Jacob fra Danmark og forfatter sin blog her…

At jeg sidder her og skriver på min blog, er dog ikke noget man ser venligt på her i Syrien. Al adgang til Facebook og diverse blogs er forbudt og regeringen har effektivt lukket forbindelserne til disse. Velkommen til den Arabiske Socialistiske Syriske Republik. Stedet hvor elektriciteten lukkes kl 16.00 hver dag.

Syrien er dog virkelig noget for sig. Har findes verdens rareste mest givende mennesker, men samtidig også de mest skrupelløse turist-hajer jeg har mødt (og jeg har mødt mange!). Råben og skrigen, og diskussioner om priser hører til dagligdagen, men man vænner sig hurtigt til det. De er meget fattige hernede, og der er utroligt mange pakke-turister som glædeligt betaler 10-50 gange den rimelige pris. 

Af turist ting har Syrien dog et kæmpe stort udvalg. De har ruiner i massevis…store romerske ruiner, verdensberømte moskeer, grave af kendte mennesker (Saladin eksempelvis) og smuk smuk natur. Det er virkelig en arkæologs vådeste drøm hernede. Jeg har set verdens største korsridder borg, og besøgte forladte byzantinske byer.

Men den store overraskelse hernede er dog reaktionerne på min nationalitet. ”Denmark, very nice people”, Denmark, Copenhagen, very beautiful”, ”Velcome to my country, we like Denmark”, synes at være de generelle udsagn når jeg fortæller jeg er fra Danmark. Når jeg nævner Mohammed tegningerne (og det er altid mig der nævner dem…de bringer det aldrig på bane), synes de at forstå at der er et stort skæl mellem regering og befolkning og at danskerne ikke nødvendigvis deler vores regerings anti-muslimske holdninger. 

Og jeg er endelig blevet alene i dag! Zeynab, Vane og Blanca har nu forladt mig, og jeg har min første dag alene i Syrien. Det er lidt angst fremkaldende at skulle rejse alene rundt nu. Jeg har aldrig før rejst alene, og jeg er lidt spændt på hvordan jeg kommer til at synes om det. Jeg frygter atv det bliver kedeligt og surt, og at jeg kommer til at gemme mig fra verden på internet cafeer og hoteller, men nu ser jeg tiden an, og håber på det bedste. Danmark er trods alt aldrig mere end en flybillet væk…

Mine planer for nu lyder på at tage sydpå, gennem Jordan, ned til Saudi-Arabien og Bahrain. Oman spøger også lidt, men penge og tid har deres eget liv, så nu må vi se.

Hmm…airconditionen her røg sammen med strømmen, og sveden pibler nu frem på min forbrændte pande og ned i tastaturet…måske jeg skulle se mig om efter en juciebar og kvæle en halvliter frisk appelsinjuice?

-J

Damaskus

Efter et liv i sus og dus i Beiruts fashionable universitetskvarter, stod Syrien næst på listen.

Fredag den 31/7 tog vi en taxa mod Damaskus. Grænsen mellem Libanon og Syrien blev krydset ganske smertefrit, set i forhold til de to landes noget dårlige forhold. Militæret ved grænsen var utroligt hjælpsomme, og den syriske gæstfrihed skinnede igennem med det samme vi krydsede grænsen. Mit forsøg på at give en lighter til den skrankepavende betjent blev straks mødt med tilbud om the og cigaretter. De hjalp os med fotokopier og ledte os blødt igennem det virvar en grænse nu engang er.

En anden ting var deres indstilling overfor kvinder. Syrien er kendt som et forholdsvist konservativt muslimsk samfund, og der stod da heller ingen kvinder i det mile-lange køer ved skrankerne. Dette viste sig dog at være grundet deres store høflighed overfor kvinder. Kvinder står ikke i kø...de går pænt foran alle andre! 

Men, kvinderne her er dog næsten alle sammen tilsløret. I Libanon var det Hijab´en der var mest almindelig, hvor kun håret er dækket. Her i Damaskus er det dog hele kroppen, med et lille hul til øjenene. Nogle af dem har endda hele deres ansigt dækket "burka-style". Forestil jer disse kvinder spise is-vaffler...DET er et syn for guder!

Men indtil videre har Damaskus været intet mindre end fantastisk! Her er gadehandlere overalt, frisk juice, kæmpe markeder med lugte, råben og alt hvad der skal være. Der er moskeer overalt og kaldet til bøn gjalder gennem hovedstaden 5 gange i døgnet. 

Sandal-mand i Damaskus marked

Vi besøgte islams 3. helligste moskee idag, som også er den helligste for Shia-muslimerne, da Hussein, Mohammeds barnebarn og grundlægger af Shi´isme, ligger begravet her. Dette betyder at Damaskus vrimler med sort klædte iranske kvinder og Shia muslimer fra alle verdens lande.

Vores seng er en madras på loftet på vores hotel, med frit udsyn til stjernerne og selvfølgelig den ubarmhjertige sol til at vække os kl 7. Det gør nu ikke så meget, da den barmhjertige moskee ved siden af hotellet allerede har vækket os kl 6. 

Imorgen gør vi endnu et forsøg på at se den israelske grænse. Vi tager til Golan højderne, hvor syriske spøgelsesbyer står som mindesmærker over Israelernes aggresivitet i området. De udryddede simpelthen hele byer, og tog alle stumper og stykker, endda ligene i gravene. Efter dette tager vi mod Palmyra, Syriens turist perle, og et af verdens fineste tempel områder. Ruiner og jeg har et lidt anstrengt forhold, men det ligger i en oase i ørkenen der grænser op mod Irak, så det skal nok blive spændende under alle omstændigheder.

Adios Beirut

Ahlan wa Sahalan

Lang tid siden sidst, og så mange ting er sket, et det ville være frygteligt kedeligt at skulle liste det hele op, men jeg gør det alligevel. Min udveksling i Beirut er nu slut, og jeg sidder pt. på en internet cafe i Damaskus, hovedstaden i Syrien. Afstanden mellem Beirut og Damaskus er blot 2 timer i bil, men det føles som at komme til en helt anden verden. Mere om det senere...


Den sidste tid i Beirut blev brugt på sociale arrangementer, og meget lidt på hospitalet. Vi bowlede, spiste, tog på fransk diskotek, spiste, tog på rock-diskotek, spiste og hyggede os generelt med de andre studerende og lokale. 

Vi forsøgte at besøge Fatima Gate, på grænsen mellem Israel og Libanon, men blev desværre afvist ved et checkpoint grundet manglende tilladelse. Vi fik dog set en god del af det fattige dybt religiøse sydlige Libanon, hvor kvinder ikke giver hånd til mænd, og mænd ikke giver hånd til kvinder...

Jeg fik dykket to dyk ud for Beiruts kyst med Vane fra Slovenien og fik endnu engang slået fast at dykning er den ultimativt fedeste ting i verden!

Vi var på lokal restaurant/dansested med vores Saudi Arabiske venner, som gav alt til alle hele aftenen....nærige kan man virkelig ikke kalde dem! Så vi spiste og dansede og røg vandpibe til den lyse lyse morgen...

Den sidste tid i Beirut var generelt en blandet oplevelse. Det var som altid hårdt at sige farvel til alle de mennesker man har mødt. Man knytter lynhurtigt nogle meget tætte bånd på disse ture, og selvom alle siger vi nok skal ses igen, sker det dog sjældent. Men gode venner har jeg da fået, hvilket jeg er rigtigt glad for, og jeg har udvidet mit udvalg af gratis sofaer rundt om i verden betydeligt.

Samtidig var det også tiden for at skue frem mod nye eventyr. Jeg planlagde at tage til Syrien med Vane, Zeynab og Blanca fra Spanien, og havde også travlt med at planlægge min videre færden i mellemøsten. Der er så meget at se, og så uendeligt lidt tid...

Men...tiden er nu ovre, og det var en fantastisk oplevelse. Jeg har fået fantastiske venner og virkelig kommet til at lære Libanon rigtigt godt at kende. Og jeg kan faktisk begå mig OK på arabisk, så længe det drejer som om at spørge om vej, priser, navne osv.

-J