Første indtryk af Beirut

”OK. See you tomorow, jalla-bye”, siger George ind i sin I-phone idet han rejser sig fra bordet på restauranten. Allerede inden han når udenfor air-conditioningens svalende brise ser han at parkeringsvagten endnu ikke er kommet med hans bil. Han skal lige til at råbe efter en vagt, da han ser sin sprit-nye Ferrari køre rundt om hjørnet. ”Perfekt” tænker han. Han har travlt. Han har en aftale i Yacht-klubben om 30 minutter, og han ved trafikken er forfærdelig på denne tid af dagen.

Dette lyder ikke som en dagligdags scene fra Beirut, men tro det eller ej! Beirut er alt hvad man ikke havde forestillet sig, og mere til! Blandt sønderskudte bygninger rejser sig nye shoppingmalls og luksus-lejligheder. Blandt iltre scootere drøner de dyreste dyre sportsvogne, og midt i det hele vandrer letpåklædte piger med silikonebryster rundt foran Hezbollahs teltby tæt på byens centrum.

Men trods byens ”vestlighed”, er der som altid plads til de klassiske rejse-historie, mange af hvilke starter i taxaer, hvilket denne også gør. Jeg tog en taxa fra mit første hotel til det kollegie jeg bor på nu forleden morgen. For at fange taxaen, måtte jeg løbe tværs over en 4 sporet motorvej (hvor man godt nok kun kunne køre cirka 20 km/t pga. trafik), og kaste min bagage ind ad ruderne på den slidte gamle mercedes. Jeg nåede lige at springe ind af fordøren inden en lastbil kom tæskende bagfra, og fik mumlet et forpustet ”Ahlan. fi-Hamra?” (Goddag. Kan du køre mig til Hamra) til min chaffør, en gammel tyk mand i muslimsk klædedragt. Han begyndte smilende at tale til mig, men forstod dog hurtigt at mit arabisk var meget begrænset. Dette fik ham dog ikke til at stoppe, og hele turen igennem fortalte han med store armbevægelser om alt hvad vi så. ”Americani?” spurgte han interresseret, og jeg tror nok jeg fik stammet mig frem til at jeg var fra Danmark. Eller måske fik jeg sagt jeg var sulten? Det næste der skete var i hvertfald at han begyndte at fodre mig med de små søde bananer han havde liggende i handskerummet. Dette halv-kvalte brud på sprogbarrieren blev kun ovegået af da han stolte pegede på en stor bygning og spyttende råbte ”Mustashfa”. Endelig et ord jeg forstod! Jeg pegede stolt på mig selv og sagde på mit fineste arabiske: ”Duktoor” og vi kørte leende forbi hospitalet, lykkelige over endelig at have brudt sprogbarrieren helt.