Æble, Pære, Abrikos

Endnu engang var det tid til et afbræk fra Beiruts hede og larm, og hospitalets kedelige faste rutiner. Vores organisation hernede (LeMSIC), havde planlagt et program både fredag og lørdag, som tog os fra ruinerne i den ældgamle by Byblos, til den fantastiske strand i Tyre i syd-libanon og til disko-dasko i fest byen Batroun. Vi fik spist en masse god mad og set en masse vigtige turist ting. Det var egentlig meget sjovt, men jeg tror bare ikke jeg fungerer særligt godt med at rejse i en gruppe på 30 mennesker. Det var til tider noget af en prøvelse af min tålmodighed, men det gik.
Helt skidt var det da ikke, da søndagen bød velkommen til weekendens store oplevelse:

Jeg havde læst om Quadisha Valley i det nordlige Libanon, hvor Libanons højeste bjerge er. Jessica, halvt libanesisk, halvt armensk canadier, og jeg havde aftalt at tage på trekking deroppe søndag, og lynhurtigt var vi en 10 mand stor gruppe som ville afsted. 

Søndag middag stod vi på bussen mod Tripoli, og nåede ved eftermiddagstid byen Ehden som var dagens mål. Vi fik set byen og lidt af bjergene omkring, men endte egentlig mest med at sidde i byens livlige centrum og nyde lidt øl og vandpibe til lyden og synet af dansende libanesere.

Men, selvom det var dejligt køligt og fredeligt i bjergene, irriterede det stadig lidt at være så stor en gruppe. Især fordi en del af dem jeg rejste med viste sig at være nogle lidt utaknemmelige og ubetænksomme type. Eksempelvis besluttede gruppen sig for, efter der var blevet lagt ud for depositum til et hotel, at sove i en lokal kirke, viklet ind i præstekåber og uden at lægge en donation bagefter. Tja, vi har vel alle forskellige mening om hvordan man opfører sig i en kirke…

Heldigvis skulle størstedelen af gruppen hjem til mandag aften, for at starte på hospitalet tirsdag morgen. Dette passede mig egentlig ganske fint, da de generelt var nogle brokrøv (de slog endda mig!) og lidt ulidelige. Vi var dog en gruppe på fire (Jessica fra Canada, Vane fra Slovenien, Zeynab fra Tunesien og jeg) som valgte at fortsætte til om aftenen. Og det skulle vi sent fortryde!

Zeynab, Vane og Jessica på vej ned i dalen

Vi havde det smukkeste trek igennem den mest fantastiske dal! Omgivet af kæmpe klipper, kilometer høje gran og cedertræer og med floden buldrende under os kæmpede vi os cirka 15 kilometer fra Ehden til Bcharré. Vi besøgte små Maronitiske klostre og snakkede med munke, undrede os over de forladte landsbyer overalt i dalen og nød fuglenes sang. Vi fik fantastisk mad på små lokale steder og blev alle steder mødt med smil og interesse.

Turen har bestemt været højdepunktet i Libanon indtil videre, og står som en af de flotteste steder jeg nogensinde har vandret! Der var virkelig fantastisk smukt i Quadisha, med næsten vertikale træ-beklædte granit vægge skrånende ned mod floden i bunden. Stien var til tider intet andet end et tyndt gelænder banket ned i de lodrette sten og det krævede virkelig tungen lige i munden at komme helskindet igennem, men det var virkelig det værd!

Mod slutningen af turen kom vi nærmere toppen af dalen og var pludselig omgivet af frugttræer overalt. Vi kravlede i træerne og mollede friske æbler, pærer og helt perfekt modne små fantastiske abrikoser. Træerne bugnede af frugter og vi fyldte os og nød synet af eftermiddagssolens stråler ned over dalens…FANTASTISK! 

Vi sluttede dagen i Bcharré med et fantastisk måltid Mezze bestående af Labneh b toum (youghurt med hvidløg), Kebbeh (kødfyldte panerings-ting), Shish Taouq (kyllingespyd), Hommos og Mtabal(ligesom Hommos men lavet af aubergine) og den obligatoriske tyrkiske kaffe.

Vi ankom til Beirut i dag tirsdag, efter en dag med lidt kirke-besøg i den dybt katolske (eller rettere maroitiske) Bcharré og endeløs halsbrækkende bus-kørsel. 

I morgen begynder hospitalet igen, og halvdelen af tiden hernede er desværre gået…