Fuck Me I´m Famous

Lørdagen (18/7) fortsatte i Hezbollahs tegn. Vi skulle til det østlige Libanon, til ruinerne i Baalbek. Baalbek er samtidig Hezbollahs hovedkvarter, hvilket tydeligt kunne ses af de endeløse billeder af Nasrallah, tanks, AK-47´ere og raketter. ”Buy Hezbollah T-shirt” råbte souvenirsælgerne ivrigt udenfor ruinerne og fremviste en smuk gul t-shirt, hvor det arabiske tegn for Allah holdte en AK-47 i et af bogstaverne. De mest vovede kvinder i området havde et diskret tørklæde om håret, mens størstedelen bar den sorte Hijab (kendt i fordoms-Danmark som ”teltet”), eller den mere ekstreme Niquab, hvor også ansigtet er dækket. 

Hezbollah er de største, islamisk modstand i Libanon

Det skal måske siges, at selvom man i den vestlige verden betragter Hezbollah som en terrororganisation er de hernede frihedskæmpere, og et 100% legitimt politisk parti, ligesom Hamas. Hezbollah betyder Guds hær, og er direkte støttet af det shia-muslimske iranske præstestyre. Deres tilhængere udgøres af lige dele kristne og Shia-muslimer. Deres ”modstandere” i Libanon er den halv sunni-muslimske, halvt kristne koalition, ledt af Hariri, den nuværende præsident. 

Tja…vi så ruiner af gamle romerske byer, hvilket egentlig ikke var synderligt spændende. Jeg tror sgu jeg har mistet min ruin-mojo et eller andet sted i verden, for jeg synes virkelig efterhånden ruiner er røvsyge! Men vi havde dog en god dag.

Nå, men vi kom hjem til Beirut omkring en 21 tiden, og havde lige to timer inden aftenens store brag: David Guetta koncert!

David Guetta er et af de helt store navne indenfor DJ´s lige nu, hvilket tydeligt kunne ses her i Beirut! 10.000 mennesker fyldte arenaen og gav den max gas fra kl 22-05! Der var super god lyd, fyrværkeri, de vildeste strippere og de stærkeste vodka-Redbull jeg nogensinde har fået! Man kan sige meget om libanesere men de forstår virkelig at feste! Alle gik helt amok og dansede og festede hele natten igennem. Med byens største moskee som kulisse og ”Jalla Jalla, yeah yeah!” råbet som fast bestandel af aftenen dansede og svedte og hoppede og festede vi alle til den lyse morgen. Der blev break-dancet, scoret, sniffet, drukket og brudt i hvertfald 7 af de 10 bud den aften!

Billede fra David Guetta koncerten i Beirut sidste år. I år var det dobbelt så stort!

Jeg ved godt jeg har nævnt mange gange at Libanon er kontrasteres land, men forestil jer at om fredagen samles 10.000 mennesker for at erklære deres had til Israel og deres dedikation til den væbnede islamiske kamp for dets ødelæggelse. 24 timer senere, 10 km derfra samles 10.000 letpåklædte, fulde og skæve mennesker til Fuck Me I´m Famous koncert med en af verdens største DJ´s. Jeg lærer aldrig at forstå det her land.

Meget trætte og tørstige gik hjemad ved en fire tiden. På vej hjem talte jeg 4 ferrarier, 3 porsche GT3, en Lamborghini osv. Vi sluttede aftenen på den infamuse Zaatar W Zeit (Zaatar betyder timian), som er en kendt morgenmads restaurant for Beiruts Club-Kids. Omgivet af de smukkeste kvinder og de dyreste drenge, sad lille Jacob fra Aalborg i sin gennemsvedte t-shirt og smarte indie-bukser og hældte sin Zaatar w Jebneh (Jebneh er smeltet ost) pandekage i sig. Træt og brugt efter endnu en dag i denne tørretumbler af et land…

Dansker, nu med blåt og gult flag…

Normalt er Danmark dejlig. Det er fedt at være dansker, man er lidt stolt af vores velfærd og man blærer sig i store mængder med at vi får SU. Sådan har det i hvertfald tidligere været, men på den anden side har jeg heller aldrig rejst i muslimske lande før.

 Jeg er begyndt at sige jeg er fra Sverige. Ikke fordi jeg er bange for muslimerne, men fordi jeg ikke orker!

Desværre kan man ikke lyve sig svensk på den syriske ambassade, så efter en uges forsøg er det stadig ikke lykkes for mig at få et syrisk visum. De kigger bare på mit pas, kigger på mig, kigger på mit pas igen og siger: You need……to get a visa. Hvad jeg skal bruge ændres lidt fra dag til dag...men sådan er det vel at komme fra et af verdens mest anti-muslimske lande. 

Helt ærligt har jeg faktisk altid været stolt af at være dansker. Åbenhed, respekt og tolerance er for mig værdier som jeg troede var indgroede i det danske samfund. Men sådan er det desværre ikke længere, og jeg må desværre indrømme at jeg synes det er pinligt og flovt at være dansker hernede. 

At være dansker kan endda nogle gange afholde en fra at deltage i visse arangementer hernede: Fredag den 17/7 stod ellers til at blive den helt store oplevelse i Libanon. Det var ét-års dagen for Hefzbollahs frigivelse af 20 israelske lig, i bytte for 100 palestinænsiske krigsfanger; en stor sejr for Palæstina og især Hezbollah. 

Denne begivenhed skulle selvfølgelig fejres, og rygterne gik at Nasrallah, lederen af Hezbollah, skulle give en tale i det Hezbollah styrede område af Beirut. Grundet min ikke ringe interesse for religion og kampen for Palæstina, blev jeg inviteret med til dette møde af mine to Shia-muslimske veninder, Zahara og Zeynab, fra Saudi-Arabien. De skulle derud med en anden Saudi-araber og nogle libanesiske Shia-muslimer de var i familie med, så jeg følte mig rimelig sikker. Selvom det potentielt var en lidt farlig situation, ville det være helt OK da jeg var der med medlemmer af partiet og derfor kunne føle mig beskyttet.

Denne holdning blev dog ikke helt delt af min værtsorganisation hernede, som forbud mig i et deltage. 

Zeynab og Zahara med Jomfru Maria

Om aftenen var vi nogle stykker som tog op i bjergene nord for Beirut, for at drikke cocktails på det mest fancy hotel jeg nogensinde har set, med udsigt udover Beirut. Jeg var stadig lidt olm over at have fået et forbud, og samtalen blev derfor hurtigt ledt ind på Hezbollah og Libanesisk indenrigspolitik. Det viste sig at jeg sagtens kunne have taget med til talen…de troede at Zahara og Zeynab var sunni-muslimer, og at vi ikke kendte nogle lokale. Det saudiske sunni styre har, efter sigende, betalt mere for at den nuværende regering hernede, som også er sunni, skulle vinde valget, end Barack Obama betalte i sin valgkamp. Prisen for en stemme var denne gang cirka 3000$ og en gratis flybillet hjem for ikke-herboende libanesere! Derfor er sunni-muslimer ikke lige de bedste venner med Hezbollah.

Men i det mindste fik vi en aften med politiske diskussioner ud af det. Jeg lærte hurtigt at de fleste hernede sympatiserer med Hezbollah (som har 14 pladser i parlamentet) og deres kamp for libanesisk selvstændighed og Israels ødelæggelse. Selvom man ikke lige tænker over det, er det ikke mere end 3 år siden Israel sidst ødelagde Beirut og slog 3000 civile ihjel. Og det er under et år siden Hezbollah indtog hele Beirut og cementerede deres position som den stærkeste militære magt i Libanon, og den eneste reelle modstand mod Israel…

Æble, Pære, Abrikos

Endnu engang var det tid til et afbræk fra Beiruts hede og larm, og hospitalets kedelige faste rutiner. Vores organisation hernede (LeMSIC), havde planlagt et program både fredag og lørdag, som tog os fra ruinerne i den ældgamle by Byblos, til den fantastiske strand i Tyre i syd-libanon og til disko-dasko i fest byen Batroun. Vi fik spist en masse god mad og set en masse vigtige turist ting. Det var egentlig meget sjovt, men jeg tror bare ikke jeg fungerer særligt godt med at rejse i en gruppe på 30 mennesker. Det var til tider noget af en prøvelse af min tålmodighed, men det gik.
Helt skidt var det da ikke, da søndagen bød velkommen til weekendens store oplevelse:

Jeg havde læst om Quadisha Valley i det nordlige Libanon, hvor Libanons højeste bjerge er. Jessica, halvt libanesisk, halvt armensk canadier, og jeg havde aftalt at tage på trekking deroppe søndag, og lynhurtigt var vi en 10 mand stor gruppe som ville afsted. 

Søndag middag stod vi på bussen mod Tripoli, og nåede ved eftermiddagstid byen Ehden som var dagens mål. Vi fik set byen og lidt af bjergene omkring, men endte egentlig mest med at sidde i byens livlige centrum og nyde lidt øl og vandpibe til lyden og synet af dansende libanesere.

Men, selvom det var dejligt køligt og fredeligt i bjergene, irriterede det stadig lidt at være så stor en gruppe. Især fordi en del af dem jeg rejste med viste sig at være nogle lidt utaknemmelige og ubetænksomme type. Eksempelvis besluttede gruppen sig for, efter der var blevet lagt ud for depositum til et hotel, at sove i en lokal kirke, viklet ind i præstekåber og uden at lægge en donation bagefter. Tja, vi har vel alle forskellige mening om hvordan man opfører sig i en kirke…

Heldigvis skulle størstedelen af gruppen hjem til mandag aften, for at starte på hospitalet tirsdag morgen. Dette passede mig egentlig ganske fint, da de generelt var nogle brokrøv (de slog endda mig!) og lidt ulidelige. Vi var dog en gruppe på fire (Jessica fra Canada, Vane fra Slovenien, Zeynab fra Tunesien og jeg) som valgte at fortsætte til om aftenen. Og det skulle vi sent fortryde!

Zeynab, Vane og Jessica på vej ned i dalen

Vi havde det smukkeste trek igennem den mest fantastiske dal! Omgivet af kæmpe klipper, kilometer høje gran og cedertræer og med floden buldrende under os kæmpede vi os cirka 15 kilometer fra Ehden til Bcharré. Vi besøgte små Maronitiske klostre og snakkede med munke, undrede os over de forladte landsbyer overalt i dalen og nød fuglenes sang. Vi fik fantastisk mad på små lokale steder og blev alle steder mødt med smil og interesse.

Turen har bestemt været højdepunktet i Libanon indtil videre, og står som en af de flotteste steder jeg nogensinde har vandret! Der var virkelig fantastisk smukt i Quadisha, med næsten vertikale træ-beklædte granit vægge skrånende ned mod floden i bunden. Stien var til tider intet andet end et tyndt gelænder banket ned i de lodrette sten og det krævede virkelig tungen lige i munden at komme helskindet igennem, men det var virkelig det værd!

Mod slutningen af turen kom vi nærmere toppen af dalen og var pludselig omgivet af frugttræer overalt. Vi kravlede i træerne og mollede friske æbler, pærer og helt perfekt modne små fantastiske abrikoser. Træerne bugnede af frugter og vi fyldte os og nød synet af eftermiddagssolens stråler ned over dalens…FANTASTISK! 

Vi sluttede dagen i Bcharré med et fantastisk måltid Mezze bestående af Labneh b toum (youghurt med hvidløg), Kebbeh (kødfyldte panerings-ting), Shish Taouq (kyllingespyd), Hommos og Mtabal(ligesom Hommos men lavet af aubergine) og den obligatoriske tyrkiske kaffe.

Vi ankom til Beirut i dag tirsdag, efter en dag med lidt kirke-besøg i den dybt katolske (eller rettere maroitiske) Bcharré og endeløs halsbrækkende bus-kørsel. 

I morgen begynder hospitalet igen, og halvdelen af tiden hernede er desværre gået…

Okay USA

Min første weekend i Libanon var endelig oprundet, og det højt besungne sociale program arrangeret af vores værtsorganisation LeMSIC stod for døren. 

Lørdag stod programmet på Tripoli, Libanons næststørste by og hjemsted for Libanons største korsridder-borg. Byen var super hyggelig med et gammelt marked, hvor man kun lige næsten kunne klemme sig forbi hinanden, og fantastisk udsigt fra toppen af borgen. 

Efter Tripoli kørte vi mod Libanons største cedertræ skov. Åbenbart  et meget sjældent træ, og i hvertfald noget libaneserne er meget stolte over. Træerne er da også utroligt flotte og meget imponerende.

På vejen til skoven var dog dagens bedste oplevelse: Frokost! Endelig blev vi introduceret til den traditionelle libanesiske Mezze-frokost. Mezze er traditionel libanesisk mad, bestående af op mod 50 forskellige små-retter: Humus, kødboller, samosaer, diverse grøntsager, yoghurt, ost osv. Reglen er, at man afbestiller de retter man ikke vil have, fremfor at bestille det man vil have…men vi fik det hele, tror jeg.

Denne frokost bød dog også på endnu et møde med råt kød. Etiopierne var vilde med det, men jeg turde aldrig spise det de steder jeg var der, hvor godt det end så ud. Men her lå der tallerkener med lækre store stykker råt kød, rå lever og fantastisk krydret råt fint-hakket lam. Blandet med rå hvidløg og brød er det en ret for guder! Jeg spiste så meget af det at jeg er overbevist om at jeg nu er blevet vært for en sød lille bændelorm.

Restauranten vi var på, var også en populær restaurant for libanesere, og foruden os sad der tre store grupper lokale. Så da ejeren af restauranten hev sin fløjte og tromme frem, og begyndte at spille traditionel musik, skete der det, som altid sker når man blander libanesere og musik: Dans! Og de dansede og dansede og dansede, og vi begyndte at danse og alle dansede og råbte og skreg og svingede med servietter og kæder og alt hvad man ellers kunne finde ud af at svinge og kaste med. Og så satte vi os ned og spiste videre. 

Dagen efter havde vi helt til os selv, og valgte derfor at tage på stranden. Strandenene her i Beirut er elendige, og består primært af beton. Ligesom man vil smuldre kammerjunker udover sin koldskål, har man her smuldret store betonbunkere udover hele kystlinien. Kombiner dette med en frådende brænding, og du har opskriften på et rigtigt dårligt sted at bade. 

Men, udenfor Beirut ligger lækre Beach Clubs, med sandstrande og hyggelig stemning, fik vi fortalt. Vi valgte derfor at tage til Oceana beach-club, 40 minutter syd for Beirut. Og det blev noget af en oplevelse. Oceana er ikke en strand i traditionel dansk forstand, det er mere som et bastardbarn mellem friluftsbadet og Jomfru Ane Gade. Der var 4 svømmepøle, hvoraf 2 af dem fungerede som diskoteker, hvor Beiruts fineste unge mennesker stod og drak sig stive i vodka, Smirnoff Ice, og dansede det bedste de havde lært. Læreren var her tydeligvis MTV og de allersteds nærværende hip-hop videoer. Drengene var utroligt pumpede og havde perfekt trimmet hår, mens pigerne havde perfekt trimmede kroppe og dyre solbriller. Med perfekt trimmede kroppe mener jeg selvfølgelig blandingen af oceaner af plastik-kirurgi samt en diæt bestående af vand og selleri. Det var vanvittigt! Jeg følte mig som statist i en dårlig Hollywood teenage film. Man måtte ikke bade på stranden, det eneste mad man kunne få var Dunkin Dounuts eller burger og stedet havde både VIP og VVIP sektioner. Libanesernes fuldstændige vanvittige ønske om at amerikanisere sig selv, er virkelig noget jeg har svært ved at vænne mig til i dette land...og noget jeg overhovedet ikke kan forstå...

I dag var jeg nede og bade blandt murbrokkerne i Beirut og spise shawarma, og det var faktisk helt perfekt…

Første dag på hospitalet

Kl. 07.00 sharp sad jeg i konferencerummet til dagens første ”case-discussion”. Her præsenterede en af lægerne en patient, og man diskuterede i plenum om alt vedrørende denne patient. Meget lærerigt, og en god ide. Desværre kunne det ikke helt holde de libanesiske studerenes interesse. Det er selvfølgelig også svært, når eller turnus-lægerne sidder med deres kun 23-24 år og skal høre på de voksne. De er meget unge hernede, men også meget drevne. Karakterer betyder alt og prestige endnu mere. 
Efter diskussionen, gik vi til vores patienter. Det gik med gru op for mig, at vi overhovedet ikke er på intensiv afdelingerne, som ellers var mit store håb. Vi bedøver udelukkende til operationer. Røvsygt, tænkte jeg, og spændende er det da heller ikke. Efter de første 20 minutter havde jeg hørt om alle de 6 stoffer man kan give til patienterne, og så var det elles bare at vente til kirurgen var færdig. Det er ikke vildt oprivende, men der er dog også fordele. Jeg kommer forhåbentligt til at vide rigtigt meget om bedøvelse, og hvis jeg holder mig til min læge fra i dag, lyder det til at jeg kan få lov til at intubere alle patienterne selv (altså, det der med at sætte en slange ned i lungerne på dem). Desuden har jeg fri adgang til ALLE operationsrummene! Der er 10 i alt, samlet rundt om en lille ”gård”. Hver stue har sit speciale, så hvis jeg har lyst til at se på prostata går jeg ind ad dør nummer 4, mærket ”urology”, og hvis jeg har lyst til at se hjernekirurgi er det dør nummer 3. Jeg regner lidt med at hægte mig på stuen for åben hjertekirurgi en af dagene.
Men derudover er alle utroligt søde og hjælpsomme, og vil virkelig gerne lære fra sig. Der bliver talt engelsk, og alle gør alt hvad de kan for at jeg skal føle mig hjemme. Det faglige niveau er utroligt højt, og jeg har gode forhåbninger om det nok skal blive en lærerig og spændende måned.

Første indtryk af Beirut

”OK. See you tomorow, jalla-bye”, siger George ind i sin I-phone idet han rejser sig fra bordet på restauranten. Allerede inden han når udenfor air-conditioningens svalende brise ser han at parkeringsvagten endnu ikke er kommet med hans bil. Han skal lige til at råbe efter en vagt, da han ser sin sprit-nye Ferrari køre rundt om hjørnet. ”Perfekt” tænker han. Han har travlt. Han har en aftale i Yacht-klubben om 30 minutter, og han ved trafikken er forfærdelig på denne tid af dagen.

Dette lyder ikke som en dagligdags scene fra Beirut, men tro det eller ej! Beirut er alt hvad man ikke havde forestillet sig, og mere til! Blandt sønderskudte bygninger rejser sig nye shoppingmalls og luksus-lejligheder. Blandt iltre scootere drøner de dyreste dyre sportsvogne, og midt i det hele vandrer letpåklædte piger med silikonebryster rundt foran Hezbollahs teltby tæt på byens centrum.

Men trods byens ”vestlighed”, er der som altid plads til de klassiske rejse-historie, mange af hvilke starter i taxaer, hvilket denne også gør. Jeg tog en taxa fra mit første hotel til det kollegie jeg bor på nu forleden morgen. For at fange taxaen, måtte jeg løbe tværs over en 4 sporet motorvej (hvor man godt nok kun kunne køre cirka 20 km/t pga. trafik), og kaste min bagage ind ad ruderne på den slidte gamle mercedes. Jeg nåede lige at springe ind af fordøren inden en lastbil kom tæskende bagfra, og fik mumlet et forpustet ”Ahlan. fi-Hamra?” (Goddag. Kan du køre mig til Hamra) til min chaffør, en gammel tyk mand i muslimsk klædedragt. Han begyndte smilende at tale til mig, men forstod dog hurtigt at mit arabisk var meget begrænset. Dette fik ham dog ikke til at stoppe, og hele turen igennem fortalte han med store armbevægelser om alt hvad vi så. ”Americani?” spurgte han interresseret, og jeg tror nok jeg fik stammet mig frem til at jeg var fra Danmark. Eller måske fik jeg sagt jeg var sulten? Det næste der skete var i hvertfald at han begyndte at fodre mig med de små søde bananer han havde liggende i handskerummet. Dette halv-kvalte brud på sprogbarrieren blev kun ovegået af da han stolte pegede på en stor bygning og spyttende råbte ”Mustashfa”. Endelig et ord jeg forstod! Jeg pegede stolt på mig selv og sagde på mit fineste arabiske: ”Duktoor” og vi kørte leende forbi hospitalet, lykkelige over endelig at have brudt sprogbarrieren helt.

Mobiltelefon!

Har fået libanesisk mobilnummer: 00961-70168879

Stemningsbilleder fra Beirut

Kontrasternes by...gamle mercedeser kører om kap i de smalle gader med splinternye Audi R8´ere og funklende Ferrarier. Skrog af gamle bygninger kæmper om pladsen med byggepladser og splinternye luksus-komplekser.

Skudhuller, knallerter, smalle gader og bagende sol...

Beirut Skyline. Der bygger OVERALT!