Med Dansk Muld Under Fødderne

Træt…det er vist det ord som bedst beskriver min nuværende tilstand. Måske skyldes min træthed at jeg sidder i Frankfurt lufthavn, med canadisk tid indeni, og tysk tid uden på. Måske skyldes min træthed det faktum at jeg nu har været på farten siden slutningen af juni; næsten tre måneder. Jeg er ved at blive gammel og mat i koderne, og alt det rejsen rundt trætter mig åbenbart mere end normalt.

Men Danmark er lige om hjørnet nu. Med blot 5 timers ventetid i Frankfurt (hvis jeg nogensinde får fat i den idiot som bookede mine billetter!) burde jeg være hjemme engang omkring midnat; i min egen seng, med mælk, ost og rugbrød.

Ikke at jeg har manglet noget af det i Canada…faktisk har jeg spist ganske udmærket, og taget størrelsen på den pose libanesisk mad Jessicas mor gav mig med hjem, kommer jeg til at spise ganske godt i et stykke tid. Hermed åben invitation til libanesisk kaffe, Baklava og La barb de Papa…

Men hverdagen, frustrationerne og kulden venter…

Nord-Amerikas éner

Quebec City var den sidste turisttur jeg manglede at tage før jeg havde set det jeg burde se i Quebec. 

Det var ikke fordi der var meget at fortælle om denne hurtige afstikker til nordamerikas eneste by med bymur, Nord-Amerikas ældste kirke, Nord-Amerikas første det ene og det andet, og største af det trejde. Kort sagt: Quebec City giver mega baghjul til resten af det historiske nordamerika (her kan det historiske kvarter i Los Angeles nævnes som en klar bundskraber!).

Men vi fik regn, kulde, blæst og fantastiske hotelværelser, super lækker mad og dejlige belgiske øl, så helt slemt var min sidste weekend i Canada nu ikke.

De fleste tage i byen var lækre ir-grønne.

Mig, nydende udsigten over St. Lawrence floden.

Bierne prøvede det bedste de havde lært at overleve i efterårskulden

Jessica

Havnepromenaden foran Chateau Frontenac

Danmark i Canada

Og helt hjem blev det igår! 

Marie og jeg havde lovet Jessicas familie at lave et ordentligt dansk måltid som tak for deres gæstfrihed, så der blev disket op med frikadeller, rødkålssalat, mælk og hjemmebagt brunsvier.

Jeg havde fuldstændig glemt hvor tungt dansk mad er...men det var det hele værd!

Tilbage i Minneapolis

Efter varme solrige urbane Los Angeles, blev det tid til at gense mit ungdomshjem: 900 Partenwood Road, Orono, MN. Her er solrigt, lækkert og meget lidt urbant; en tiltrængt pause fra dytten, båtten og pushere. 

Det er en underlig fornemmelse at være tilbage igen, for første gang i fire år. Byen, huset og mit gamle værelse ligner sig selv, det eneste ændret er de to katte, nu 16 somre, som grundet overstadige skjoldbruskkirtler ligner noget fra en KZ lejr. Desuden er deres fordøjelse sat på turbo, så nu skider de ikke længere i kattebakken, men hvor end de nu befinder sig når trangen melder sig.

Nick, den ringmuskel-løse kat

Tiden i Minneapolis er tid til fordybelse og afslapning. Mest som en konsekvens af at befinde sig langt uden for byen uden en bil. Men huset er heldigvis indeholdende både internet, kabel-tv, pool, boblebad og fantastisk udsigt (samt et overflødighedshorn af et køleskab), så tiden gik nu ganske hurtigt. Det gik pludselig op for mig at jeg har været på farten siden slutningen af juni, og jeg nød virkelig at være et sted hvor jeg rigtigt var hjemme, kunne smide skankerne op på bordet og nyde et måltid hjemmelavet mad. 

Mit hjem i Minneapolis

Udsigten fra mit værelse. 

Min primære grund til at vende tilbage var dog et se min gamle bedste ven Charlie, som efter to år som frivillig i Honduras var vendt hjem til Minneapolis bare to uger for jeg ankom. Vi fik drukket lidt øl, jeg fik mødt hans kæreste og set hans hus. Det var rigtigt hyggeligt at se ham igen, og høre om hvad alle de "gamle" fra high-school nu foretog sig.

Det er sjovt som denne sommer har budt på alle ekstremer jeg næsten har kunnet finde. Fra den syriske ørken og dens indbyggeres fattigdom, til amerikansk skovland og dens indbyggeres rigdom. Pludselig befandt jeg mig i byens dyreste country-club til en fundraiser for det republikanske parti. Jeg hørte talerne dundre mod Obama og hans kommunisme, og fik i en lettere nedladende tone forklaret hvorfor Danmark er et kommunist land på afgrundens rand. De skulle bare vide at jeg just er hjemvendt fra mellemøsten, at jeg elsker Libanon og at jeg finder deres politik fascistisk og umenneskelig! Men jeg holdte pænt min kæft, sippede min hvidvin og nød min røgede laks. Jeg følte mig virkelig mere hjemme i mellemøsten end blandt denne forsamling af højreorientrede idioter.

Tja, amerikanerne har ikke ændret sig meget siden sidst, og det var lidt af en befrielse at komme tilbage til Canada. Det er lidt ligesom Gud har taget amerikanerne, givet dem en hel del mere intellekt og fjernet en del arrogance, og samtidig smidt en smule europæisk klarsyn ind oven i det hele.

Mine værtsforældre på solnedgangscruise i deres nye båd

Lille mexico

Los Angeles er en meget sær størrelse. Jeg tror aldrig jeg før har været et sted jeg har haft så svært ved at finde hoved og hale på. Selv de store beskidte metropoler i verdens fattige lande har altid haft en vis identitet, et bevis på at de trods deres modernitet stadig tilhørte en kultur; et land. Men LA giver intet ved dørene. Dens kultur og land skal man selv finde frem til, og ens søgen er ikke let!

Byen er massiv! Over 15 millioner mennesker siges det, hvoraf talrige er illegale mexicanere og andet godtfolk fra sydamerika. Radiostationerne kører på spansk, og halvdelen af alle bill-boards er ligeledes skrevet på spansk. Nogle af verdens rigeste kvarterer blander sig lystig med nogle af verdens fattigste (og farligste). Der er korrupte politibetjente, skydeglade gangstere og en stat der er gået bankerot for mange år siden og umuligt kan vende bøtten i den nærmere fremtid.

Echo Park, området hvori Lillie og A/J bor, er ligeledes en blanding mellem slidte gamle huse, og kæmpestore victorianske palæer. Ikke engang i de forskellige områder kan byen enes med sig selv om hvad den vil være!

Victoriansk skøndhed blandet med amerikansk faldefærdighed

Men beskidt er den, og forurenet! Især disse dage, hvor de har nogle af de største skovbrande i hundrede år, er luften fuld af smog, os og knuste drømme. 

Men mit eventyr var ikke nødvendigvis at se LA, men derimod at gense Lillie og A/J, hvilket jeg fik gjort. Jeg fik virkelig levet livet "LA-Style", med talrige fester, en god del gratis alkohol, stoffer i stride strømme og networking til op over begge ører! Men de har begge en rigtigt god vennegruppe, bestående af diverse kunstnere/hippier/producere/musikere og deslige. Devandra Banhart, Felix Da Housecat og Natalie Portmann kunne nævnes, hvis man var typen der namedroppede.

Jeg var til premiere på tv-serier, hængte ud med A/Js band Saint Motel og dansede frækt på burlesque bar med Anthony and the Johnson lignende tranny-homoer. Jeg festede i Hollywood Hills, trådte på stjernerne foran det kinesiske teater og hylede mod månen på Sunset Boulevard.

Efter et par dage omgivet af ungdommens vildskab, trådte ansvarligheden, også kendt som Ann og Robert (Forældrerne!), ind i det univers vi kalder LA. De kom, vi spiste, så Seu Jorge og Gebel Gilberto spille for 18.000 mennesker i Hollywood Bowl. Vi tog på kunstmuseum, fik thai-massage (OG ansigtsbehandling) og spiste igen. Der blev råbt og skreget og smækket med døre, som der altid gør når min dejlige yndlings amerikanske bipolære familie er sammen.

Festfyrværkeri over Hollywood Bowl

Den 14/9 var det så tid til at være AJs fødselsdag, og samtidig hans store aften, hvor bandet for anden mandag i træk, skulle spille stur stur nummer. På trods af en ganske kaotisk dag (på to timer skete det at: Moderen mistede sit dankort og skulle nå i banken inden den lukkede, AJ fik hans bil, indeholdende alt sit udstyr, kørt væk for ulovlig parkering 2 timer inden sit show, og fandt ud af at man ikke kan få sin bil tilbage når man hverken har registreringspapirer eller kørekort, og faderen fik en stille og rolig 300$ bøde for at køre for stærkt). Men trods kaoset var det en super fed koncert, og min første rigtige mulighed for at prøve at tage nogle ordentlige koncertbilleder. 

A/J crowdsurfing

Dagen efter koncerten tog jeg bussen ud til udkanten af LA, og mødtes med Ann og Robert. De mente jeg burde se noget andet end downtown LA, og viste mig rundt i Venice Beach og Santa Monica. Jeg fik set molen hvor Marissa og Ryan kyssede for første gang, og hvor Tom blev Big. 

Men til slut lærte jeg på en mærkelig måde at forstå og værdsætte LA. LA er ikke som USA. LA skal betragtes som en lille bid af den tredje verden. En velfungerende bid, forstået, men hvis man betragter LA som man ville betragte Addis Ababa, så giver det hele ligepludselig mening, skraldet og lugten virker ikke så frastødende, og våbnene, det korrupte politi og de tremmede vinduer virker ikke så afskrækkende

LA checkliste

1. Se en film blive skudt: Tjek
2. Være med i en film: Tjek
3. Se åbenlys handel/indtagelse af stoffer: Tjek
4. Gnubbe skuldre med toppen af poppen til smarte arrangementer: Tjek
5. Se en kendis: Mangler...

Men jeg har også kun vaeret her i under to døgn...så kendisserne kommer nok på bordet senere!

”…even Jesus isn’t allowed there!”

Hjemvendt til Montreal fik jeg dog ikke meget tid til at få luftet lugten af bålrøg ud af mit ny indkøbte efterårstøj. Allerede dagen, lørdag den 5., var jeg inviteret til Maniwaki, en lille landsby beliggende på grænsen til et af de utallige indianerreservater her i Canada. Raven, som er halv Okinje indianer, havde inviteret en flok fra hendes studie op til at besøge hendes fars hus weekenden over for at nyde naturen, grillmad, vandsport og canadisk gæstfrihed. 
Det endte med at starte lidt som en tøsetur, med Jessicas bedste veninde Kathrines potentielle kæreste Alex som eneste mandligt islæt. Derudover var der Ana, Clare, Magenta White (som er kulsort), Allison og selvfølgelig Raven. Heldigvis væltede det dog ind med fætre, venner og fætres venner fra landsbyen da maden var spist, bålet tændt i baghaven og sprutten fundet frem.

Og her åbenbarer den universelle landsby idyl sig. En flok underuddannede bondefyre med slidte kasketter og for store bukser er åbenbart indbyggere i alle verdens landsbyer. ”Militæret”, ”politiet” eller ”ingenting” var svaret når man spurgte hvad deres fremtidsplaner var. Alle viste sig dog at være rigtigt søde hyggelige. Der blev grinet meget af Rod The Tripod, den trebenede hund, som konsekvent ignorerede alle varsler om ikke at putte sin hale ind i ilden, og der blev joket med Jellybean, hunden med kun ét øje. Der blev snakket krig og skydning, drukket øl og selvfølgelig røget den i nordamerika obligatoriske joint. 

Næste morgen stod jeg tidligt op, for sammen med Jessica, Raven og dennes generte gudsøn at vaske faderens pickup truck. Det var frydfuldt at sidde midt ude i skoven og drikke sin kaffe, mens The Tripod lystigt rendte rundt i haven og spætterne hamrede på træerne.

Eftermiddagen blev brugt på et nyde de intet mindre end himmelske omgivelser i området! Raven arbejder som babysitter for en mand, som ejer en ø, midt i det kæmpe netværk af søer og øer som udgører en del af skoven. Midt i ingenting er den lækreste ø, med det lækreste hus, et gæstehus større end et gennemsnitligt dansk parcelhus, en bådgarage med 4 speedbåde, 3 kajakker, 2 Lazer joller, vandski og alt hvad man ellers kunne finde på at smide efter en båd. Der var en kæmpe vandtrampolin, baseball bane og selvfølgelig en bålplads. Det hele stillet frit til rådighed af Tom og Peggy, de to hjertelige texanske ejere.

Træer, vand og blå himmel...

Stedet lå helt øde, ude midt i ingenting

En lille smule af øens underholdnings-arsenal

Vi badede, sejlede og gik ture rundt om den idylliske ø. Solen skinnede, og vandet reflekterede smukt de talrige øer spredt omkring os. Vi spiste lækker hjemmelavede friskskudte rensdyrbøffer, spillede bold og slappede af i solen. Aldrig har jeg været så lækkert et sted som denne ø. Da Raven fortalte om øen aftenen før, med udtrykket: ”Fucking Yeah…it is so nice that even Jesus isn’t allowed there”, havde eg ærligt mine tvivler om det var hendes rom/cola der talte, eller om det var sandheden. Jeg vil eje en ø når jeg bliver stor!

Rensdyr over åben ild...go Canada!

Raven på wakeboard

Men alt har sin pris, og prisen for dette, og to dages camping i Les Bergeronnes, er en dejlig løbende næse og en smule feber. Alt i alt dog billige penge at betale for 4 helt afsindige dage her i Quebec.

I morgen onsdag får jeg dog den bedste kur med forkølelse: en tur til Los Angelses. Onsdag morgen kl 0550 flyver jeg fra Montreal til LAX, for at mødes med mine værtsbror AJ og min værtssøster Lilli. Forældrerne, Ann og Robert kommer den 12., og jeg følges med dem hjem til Minneapolis den 15. Det bliver super lækkert at se dem alle igen, og jeg er lidt spændt på at se LA. Jeg har hørt meget dårligt, men monstro jeg ikke bare køber et ”map of the stars” og tager ud og kigger på huse?

Dagligdagen

Montreal er så småt ved at finde sine ben igen efter en lang sommerferie. Folk starter arbejde og skole igen, træerne skifter stille og roligt farve og jeg har lidt tid til at fjolle rundt for mig selv, mens mine venner og bekendte slaver med dagligdagens sysler.

Aftenerne byder dog stadig på ganske udemærkede kulinariske sensationer fra det mellemøstlige. Vores store festmåltid forleden var fantastisk, og både Marie og jeg fik et godt indblik i både libanesisk mad og libanesisk kultur.

Der skal måske lige nævnes et par ord om Nehmé familien, hvor jeg efterhånden har brugt en del tid. Nehmé familien består af en armensk bedstemor, født i Syrien; en armensk mor født i Libanon og tre døtre, Jennifer, Jessica og Joan, alle halvt-libanesiske/halvt armenske. Jennifer og Jessica er født i Libanon, og Joan er født her i Canada. Hele dette set-up giver en dejlig blandet indvandrerfamilie med stort I. Maden i huset er udpræget libanesisk, med undtagelse af når Jennifers kæreste, den halvt portugisiske/halvt peruvianske Billy hiver en god gang fast-food med hjem. Her bor også en braziliansk udvekslingsstuderende, Julianna, som engang imellem smider lidt sydamerikansk islæt ind. Sproget er primært fransk, godt blandet med en del engelsk til ære for Julianna, Billy og mig. Når der skal skældes ud eller råbes skiftes der dog til arabisk, som alle i familien taler flydende. Katten, Whisky, derimod taler kun armensk, og hunden Pluto forstår kun engelsk. Moderen og bedstemoderen taler armensk indbyrdes, og når der er gæster kører hele møllen gerne på arabisk. Forvirrende? I høj grad, men utroligt underholdende.

Ej, familien er utroligt søde og gæstfri, og har efterhånden nærmest tvunget mig til at tage imod deres tilbud om en sofa i kælderen, da de mener det er for dyrt for mig at bo på hostel hele tiden. Jeg spiser sindsygt godt her og hygger mig gevaldigt med at diskutere politik og andet godt med den søde gamle bedstemor.

Men udover at hænge mig i Libanons skørter herovre, skal der selvfølgelig også opleves lidt af Canada: Marie og jeg havde aftalt at tage nordpå, til en by ved navn Les Bergeronnes, for at se lidt på hvaler i Saint Lawrence floden. Det skulle vise sig at være en smule anderledes end forventet, men vi havde en ganske god tur.

Vi boede på mega øko/natur campingplads i midten af ingenting. Vores telt blev sat op på en træ-platform på den skrånende klippebred, hvor vi kunne høre skumsprøjt og hval-pusten fra floden. Når vi satte os på vores udsigts-sten, havde vi den smukkeste udsigt udover floden, og til tider udsyn til ganske mange hvaler som boltrede sig i det kolde vand. Pladsen havde hverken bad eller rent vand og alt madlavning blev lavet over åben ild. Vi kæmpede med egern og musvitter om vores mad, og sørgede selvfølgelig for at gemme det hele væk så der ikke ville komme bjørne. Hval-safarierne foregik i bedste øko stil fra små tandem havkajakker. Desværre så vi ikke nogle hvaler herfra, blot en enkelt gråsæl, men fik tilgengæld gennemblødte underbukser og vabler på hænderne. 

Rødvin på udsigts-stenen

Luksusdyr som vi var, tog vi dog et lift indtil byen, for at springe på en af de utallige gummibåde som fræser floden tynd i evig jagt på de listige hvaler. Denne dag, torsdag, var dog en mindre god dag grundet vejrforhold, så vi besluttede os for at udsætte til næste dag, og i stedet nyde den hyggelige landsby. Vi spiste burger og blueberry-pie på den lokale snask, og fik rigtigt den canadisk gæstfrihed at føle. Folk hyggede og jokede med os, og en tilfældig lastbil chauffør vi snakkede med læssede et bjerg af friskplukkede blåbær op til os som dessert.

Den lokale snask

Området omkring byen var et idyllisk landskab med floder, små gårde og endeløse træklædte bjerge. Vi blaffede tilbage til campingpladsen og spiste et lækkert måltid rosmarin-tun pasta, akkompagneret af lækker papvin og synet af en stor familie hvidhvaler udfor vores telt, perfekt!

Dagen efter stod på gummibåd og hjemrejse til Montreal. Vi fik sejlet en del, set enkelt hvidhvaler og en blåhval. Billedet nedenfor er desværre det eneste bevis på at vi rent faktisk så en hval, men det er ikke altid lige let at være naturfotograf.

Lidt langt fra, men heldigvis har man digitalt zoom!

Og her er dampen efter at blåhvalen for lidt siden pustede vand op

Kolde, en smule sultne og meget trætte vendte vi tilbage til Montreal fredag aften, efter et af i hvertfald mine højdepunkter her i Canada. 

Marie og jeg i canadisk camping-habit

Efterår

Farverne er nu begyndt at skifte her i Montreals utallige parker. Der dukker flere og flere små gule, røde og orange blade og jorden dækkes stille og roligt af efterårets første faldende. Luften bliver køligere og folk rykker indenfor på de talrige cafeer og restauranter i de travle Saint-Denis område. Af uransagelige årsager findes ord som ”terrasse-varmer” eller ”tæpper” ikke i Canadiske restauratørers ordbog.

Før efterårets indtræden var Montreal da også varm og ulidelig. Som Beirut er her fugtigt, og forholdsvis vindstille. Trods den allestedsnærværende aircondition, og måske endda på grund af den, var gaderne kvælende varme. 

De varme dage blev brugt på sightseeing og udflugter. Som nævnt er Montreal et fuldstændigt overflødighedshorn af ting, og der blev kigget på moderne kunst, kigget på dyr i deres udgave af Randers Regnskov (med 4 forskellige økosystemer), slappet af i parker og drukket kaffe. Montreals arkitektur er også blevet undersøgt grundigt, med den tydelige ”lånen” fra New York, Paris og alle andre steder på denne klode. Historisme (l´ecole des beaux arts) er lige så brugt her som i Wien. Der blev selvfølgelig også spist store mængder lækker hjemmelavet libanesisk mad hos Jessicas familie (Jessica som jeg var på udveksling med i Libanon), i hvis hus jeg til tider her lånt en sofa at sove på.

Notre Dame katedralen i den gamle by i Montreal

Montreal skyline by night

På trods af at være i den mest multikulturelle by jeg nogensinde har været i, har der dog også været tid til lidt danskhed. Marie Ussing og jeg har fået set en del til hinanden, og givet Montreal et lille indspark af Danmark…vores næste projekt er at lave tarteletter og frikadeller til Jessicas familie, men vi skal lige have fundet tarteletterne først (eller hvis der er nogen,som ligger inde med en god opskrift?)

Men Canada er ikke kun byliv. Værende verdens andet største land (kun overgivet af Moder Rusland), med en befolkning på sølle 30 millioner, byder landet på naturoplevelser af den anden verden! Disse blev prøvet i ski resortet Mont Tremblant 3 timer nord for Montreal. 

Eftersigende et af de bedste ski steder i Canada står byen Mont Tremblant som noget ud af en Disney film. Hele byen er bygget i tyggegummi farver, med tyggegummi gader og sindsyge priser. Hvem gider betale over 100 kroner for at leje en cykel én time?

Grundet klientellet i byen, havde jeg dog gode muligheder for at få smagt de lokale specialiteter. Et af problemerne med at opholde sig i indvandrer-kredse er at jeg ikke rigtigt spiser Quebec-mad…hvilket jeg dog er taknemmelig for! Jeg fik prøvet Bæverhale (friturestegt dej med kanel og sukker), Putin (pomfritter dækket med smeltet ost og brun sovs) og Tir sur la neige. Sidstnævnte er kogende ahorn-sirup (som de er meget berømte for her), som hældes udover sne, hvorefter det stivner og man ruller det op på en ispind. Det smagte sindsygt godt, og kan virkelig anbefales!

Udover byens og dens til tider komiske små finurligheder var området helt fantastisk smukt. Vi vandrede og vandrede igennem massive bøge og fyrreskove, vi så fantastiske views udover den største skov jeg nogensinde her sat og vi spiste friske hindbær og brombær. Skovene her er ikke reguleret som i Danmark, men får virkelig lov at stå i deres egen utæmmede skønhed. 

View fra toppen af Mont Tremblant (875 m)

De sidste rester af smeltevand på vej ned af bjerget

Tilbage i Montreal er her nu den internationale filmfestival og fra mandag begynder pressefoto-festivalen, så der burde være nok at give sig til! Marie og jeg smutter på hval safari i næste uge, og forhåbentlig vender jeg tilbage med gode historier derfra.

Og så skal det lige nævnes at jeg i morgen bliver trakteret med hjemmelavet Tabouleh (persille-salat) og men yndlingsret i verden: Kibbeh Naya (råt hakket kød!) Det er sgu lækkert at have sit eget lille Libanon herovre.

Fordi et billede siger mere end tusind ord...

Montreal-skyline

The old port of Montreal

Prefontaine området

Car expo in Little Italy

Montreal

Og så fløj Jacob til den anden side af planeten, nærmere bestemt Canada, nærmere bestemt Montreal. Noget af en forandring fra Syrien, hvor jeg var for lidt over en uge siden, men en god forandring. Byen her er helt fantastisk smuk, meget multikulturel og fuld af spændende ting. Der er filmfestival, foto-festival, kunst festival og selvfølgelig den store Gay Pride...kort sagt har Montreal det hele. 

Og på tirsdag har den også min gode ven Marie Ussing, som kommer for at læse her det næste halve år!

Og den har også busforbindelser til Minneapolis, hvor jeg snart rykker til, for at besøge min gode værts-familie, og ikke mindst min bedsteste ven Charlie, som vender hjem efter 2 års frivilligt arbejde i Honduras....

Ja, så det blev ikke den store mellemøstentur denne gang, men helt ærligt...det der back-packen er jeg sgu blevet for gammel til! Den evige jagt efter den næste samling ruiner, endeløse nætter med andre backpackere og blæren sig om hvem har været flest/vildest steder...det gider jeg sgu ikke mere...

Så USA/Canada, og så må vi se hvad tiden herefter bringer. Forhåbentlig en smuttur til Etiopien, Insh´allah...

Lebanese politics

politique_libanaise
Originally uploaded by mazen kerbaj

Dansker…nu med rødt og hvidt flag

Hotel Baron er måske ikke et navn man umiddelbart genkender, men det er nu engang hvor jeg befinder mig i dette øjeblik. Det er udlideligt varmt udenfor, og jeg har søgt tilflygt i airconditionens kolde hænder på dette ældgamle hotel. Jeg sidder i baren og nyder en frisk lemonade og kigger drømmende på den kvittering ejeren af hotel har indrammet over baren. Det er nu heller ikke hvilken som helst kvittering, men en kvittering fra 1914, underskrevet af selveste T.H. Lawrence, bedre kendt som Lawrence of Arabia. Agatha Chrisite har såmænd også siddet i baren engang, og skrevet på sine noveller, og nu sidder lille Jacob fra Danmark og forfatter sin blog her…

At jeg sidder her og skriver på min blog, er dog ikke noget man ser venligt på her i Syrien. Al adgang til Facebook og diverse blogs er forbudt og regeringen har effektivt lukket forbindelserne til disse. Velkommen til den Arabiske Socialistiske Syriske Republik. Stedet hvor elektriciteten lukkes kl 16.00 hver dag.

Syrien er dog virkelig noget for sig. Har findes verdens rareste mest givende mennesker, men samtidig også de mest skrupelløse turist-hajer jeg har mødt (og jeg har mødt mange!). Råben og skrigen, og diskussioner om priser hører til dagligdagen, men man vænner sig hurtigt til det. De er meget fattige hernede, og der er utroligt mange pakke-turister som glædeligt betaler 10-50 gange den rimelige pris. 

Af turist ting har Syrien dog et kæmpe stort udvalg. De har ruiner i massevis…store romerske ruiner, verdensberømte moskeer, grave af kendte mennesker (Saladin eksempelvis) og smuk smuk natur. Det er virkelig en arkæologs vådeste drøm hernede. Jeg har set verdens største korsridder borg, og besøgte forladte byzantinske byer.

Men den store overraskelse hernede er dog reaktionerne på min nationalitet. ”Denmark, very nice people”, Denmark, Copenhagen, very beautiful”, ”Velcome to my country, we like Denmark”, synes at være de generelle udsagn når jeg fortæller jeg er fra Danmark. Når jeg nævner Mohammed tegningerne (og det er altid mig der nævner dem…de bringer det aldrig på bane), synes de at forstå at der er et stort skæl mellem regering og befolkning og at danskerne ikke nødvendigvis deler vores regerings anti-muslimske holdninger. 

Og jeg er endelig blevet alene i dag! Zeynab, Vane og Blanca har nu forladt mig, og jeg har min første dag alene i Syrien. Det er lidt angst fremkaldende at skulle rejse alene rundt nu. Jeg har aldrig før rejst alene, og jeg er lidt spændt på hvordan jeg kommer til at synes om det. Jeg frygter atv det bliver kedeligt og surt, og at jeg kommer til at gemme mig fra verden på internet cafeer og hoteller, men nu ser jeg tiden an, og håber på det bedste. Danmark er trods alt aldrig mere end en flybillet væk…

Mine planer for nu lyder på at tage sydpå, gennem Jordan, ned til Saudi-Arabien og Bahrain. Oman spøger også lidt, men penge og tid har deres eget liv, så nu må vi se.

Hmm…airconditionen her røg sammen med strømmen, og sveden pibler nu frem på min forbrændte pande og ned i tastaturet…måske jeg skulle se mig om efter en juciebar og kvæle en halvliter frisk appelsinjuice?

-J

Damaskus

Efter et liv i sus og dus i Beiruts fashionable universitetskvarter, stod Syrien næst på listen.

Fredag den 31/7 tog vi en taxa mod Damaskus. Grænsen mellem Libanon og Syrien blev krydset ganske smertefrit, set i forhold til de to landes noget dårlige forhold. Militæret ved grænsen var utroligt hjælpsomme, og den syriske gæstfrihed skinnede igennem med det samme vi krydsede grænsen. Mit forsøg på at give en lighter til den skrankepavende betjent blev straks mødt med tilbud om the og cigaretter. De hjalp os med fotokopier og ledte os blødt igennem det virvar en grænse nu engang er.

En anden ting var deres indstilling overfor kvinder. Syrien er kendt som et forholdsvist konservativt muslimsk samfund, og der stod da heller ingen kvinder i det mile-lange køer ved skrankerne. Dette viste sig dog at være grundet deres store høflighed overfor kvinder. Kvinder står ikke i kø...de går pænt foran alle andre! 

Men, kvinderne her er dog næsten alle sammen tilsløret. I Libanon var det Hijab´en der var mest almindelig, hvor kun håret er dækket. Her i Damaskus er det dog hele kroppen, med et lille hul til øjenene. Nogle af dem har endda hele deres ansigt dækket "burka-style". Forestil jer disse kvinder spise is-vaffler...DET er et syn for guder!

Men indtil videre har Damaskus været intet mindre end fantastisk! Her er gadehandlere overalt, frisk juice, kæmpe markeder med lugte, råben og alt hvad der skal være. Der er moskeer overalt og kaldet til bøn gjalder gennem hovedstaden 5 gange i døgnet. 

Sandal-mand i Damaskus marked

Vi besøgte islams 3. helligste moskee idag, som også er den helligste for Shia-muslimerne, da Hussein, Mohammeds barnebarn og grundlægger af Shi´isme, ligger begravet her. Dette betyder at Damaskus vrimler med sort klædte iranske kvinder og Shia muslimer fra alle verdens lande.

Vores seng er en madras på loftet på vores hotel, med frit udsyn til stjernerne og selvfølgelig den ubarmhjertige sol til at vække os kl 7. Det gør nu ikke så meget, da den barmhjertige moskee ved siden af hotellet allerede har vækket os kl 6. 

Imorgen gør vi endnu et forsøg på at se den israelske grænse. Vi tager til Golan højderne, hvor syriske spøgelsesbyer står som mindesmærker over Israelernes aggresivitet i området. De udryddede simpelthen hele byer, og tog alle stumper og stykker, endda ligene i gravene. Efter dette tager vi mod Palmyra, Syriens turist perle, og et af verdens fineste tempel områder. Ruiner og jeg har et lidt anstrengt forhold, men det ligger i en oase i ørkenen der grænser op mod Irak, så det skal nok blive spændende under alle omstændigheder.

Adios Beirut

Ahlan wa Sahalan

Lang tid siden sidst, og så mange ting er sket, et det ville være frygteligt kedeligt at skulle liste det hele op, men jeg gør det alligevel. Min udveksling i Beirut er nu slut, og jeg sidder pt. på en internet cafe i Damaskus, hovedstaden i Syrien. Afstanden mellem Beirut og Damaskus er blot 2 timer i bil, men det føles som at komme til en helt anden verden. Mere om det senere...


Den sidste tid i Beirut blev brugt på sociale arrangementer, og meget lidt på hospitalet. Vi bowlede, spiste, tog på fransk diskotek, spiste, tog på rock-diskotek, spiste og hyggede os generelt med de andre studerende og lokale. 

Vi forsøgte at besøge Fatima Gate, på grænsen mellem Israel og Libanon, men blev desværre afvist ved et checkpoint grundet manglende tilladelse. Vi fik dog set en god del af det fattige dybt religiøse sydlige Libanon, hvor kvinder ikke giver hånd til mænd, og mænd ikke giver hånd til kvinder...

Jeg fik dykket to dyk ud for Beiruts kyst med Vane fra Slovenien og fik endnu engang slået fast at dykning er den ultimativt fedeste ting i verden!

Vi var på lokal restaurant/dansested med vores Saudi Arabiske venner, som gav alt til alle hele aftenen....nærige kan man virkelig ikke kalde dem! Så vi spiste og dansede og røg vandpibe til den lyse lyse morgen...

Den sidste tid i Beirut var generelt en blandet oplevelse. Det var som altid hårdt at sige farvel til alle de mennesker man har mødt. Man knytter lynhurtigt nogle meget tætte bånd på disse ture, og selvom alle siger vi nok skal ses igen, sker det dog sjældent. Men gode venner har jeg da fået, hvilket jeg er rigtigt glad for, og jeg har udvidet mit udvalg af gratis sofaer rundt om i verden betydeligt.

Samtidig var det også tiden for at skue frem mod nye eventyr. Jeg planlagde at tage til Syrien med Vane, Zeynab og Blanca fra Spanien, og havde også travlt med at planlægge min videre færden i mellemøsten. Der er så meget at se, og så uendeligt lidt tid...

Men...tiden er nu ovre, og det var en fantastisk oplevelse. Jeg har fået fantastiske venner og virkelig kommet til at lære Libanon rigtigt godt at kende. Og jeg kan faktisk begå mig OK på arabisk, så længe det drejer som om at spørge om vej, priser, navne osv.

-J

Fuck Me I´m Famous

Lørdagen (18/7) fortsatte i Hezbollahs tegn. Vi skulle til det østlige Libanon, til ruinerne i Baalbek. Baalbek er samtidig Hezbollahs hovedkvarter, hvilket tydeligt kunne ses af de endeløse billeder af Nasrallah, tanks, AK-47´ere og raketter. ”Buy Hezbollah T-shirt” råbte souvenirsælgerne ivrigt udenfor ruinerne og fremviste en smuk gul t-shirt, hvor det arabiske tegn for Allah holdte en AK-47 i et af bogstaverne. De mest vovede kvinder i området havde et diskret tørklæde om håret, mens størstedelen bar den sorte Hijab (kendt i fordoms-Danmark som ”teltet”), eller den mere ekstreme Niquab, hvor også ansigtet er dækket. 

Hezbollah er de største, islamisk modstand i Libanon

Det skal måske siges, at selvom man i den vestlige verden betragter Hezbollah som en terrororganisation er de hernede frihedskæmpere, og et 100% legitimt politisk parti, ligesom Hamas. Hezbollah betyder Guds hær, og er direkte støttet af det shia-muslimske iranske præstestyre. Deres tilhængere udgøres af lige dele kristne og Shia-muslimer. Deres ”modstandere” i Libanon er den halv sunni-muslimske, halvt kristne koalition, ledt af Hariri, den nuværende præsident. 

Tja…vi så ruiner af gamle romerske byer, hvilket egentlig ikke var synderligt spændende. Jeg tror sgu jeg har mistet min ruin-mojo et eller andet sted i verden, for jeg synes virkelig efterhånden ruiner er røvsyge! Men vi havde dog en god dag.

Nå, men vi kom hjem til Beirut omkring en 21 tiden, og havde lige to timer inden aftenens store brag: David Guetta koncert!

David Guetta er et af de helt store navne indenfor DJ´s lige nu, hvilket tydeligt kunne ses her i Beirut! 10.000 mennesker fyldte arenaen og gav den max gas fra kl 22-05! Der var super god lyd, fyrværkeri, de vildeste strippere og de stærkeste vodka-Redbull jeg nogensinde har fået! Man kan sige meget om libanesere men de forstår virkelig at feste! Alle gik helt amok og dansede og festede hele natten igennem. Med byens største moskee som kulisse og ”Jalla Jalla, yeah yeah!” råbet som fast bestandel af aftenen dansede og svedte og hoppede og festede vi alle til den lyse morgen. Der blev break-dancet, scoret, sniffet, drukket og brudt i hvertfald 7 af de 10 bud den aften!

Billede fra David Guetta koncerten i Beirut sidste år. I år var det dobbelt så stort!

Jeg ved godt jeg har nævnt mange gange at Libanon er kontrasteres land, men forestil jer at om fredagen samles 10.000 mennesker for at erklære deres had til Israel og deres dedikation til den væbnede islamiske kamp for dets ødelæggelse. 24 timer senere, 10 km derfra samles 10.000 letpåklædte, fulde og skæve mennesker til Fuck Me I´m Famous koncert med en af verdens største DJ´s. Jeg lærer aldrig at forstå det her land.

Meget trætte og tørstige gik hjemad ved en fire tiden. På vej hjem talte jeg 4 ferrarier, 3 porsche GT3, en Lamborghini osv. Vi sluttede aftenen på den infamuse Zaatar W Zeit (Zaatar betyder timian), som er en kendt morgenmads restaurant for Beiruts Club-Kids. Omgivet af de smukkeste kvinder og de dyreste drenge, sad lille Jacob fra Aalborg i sin gennemsvedte t-shirt og smarte indie-bukser og hældte sin Zaatar w Jebneh (Jebneh er smeltet ost) pandekage i sig. Træt og brugt efter endnu en dag i denne tørretumbler af et land…

Dansker, nu med blåt og gult flag…

Normalt er Danmark dejlig. Det er fedt at være dansker, man er lidt stolt af vores velfærd og man blærer sig i store mængder med at vi får SU. Sådan har det i hvertfald tidligere været, men på den anden side har jeg heller aldrig rejst i muslimske lande før.

 Jeg er begyndt at sige jeg er fra Sverige. Ikke fordi jeg er bange for muslimerne, men fordi jeg ikke orker!

Desværre kan man ikke lyve sig svensk på den syriske ambassade, så efter en uges forsøg er det stadig ikke lykkes for mig at få et syrisk visum. De kigger bare på mit pas, kigger på mig, kigger på mit pas igen og siger: You need……to get a visa. Hvad jeg skal bruge ændres lidt fra dag til dag...men sådan er det vel at komme fra et af verdens mest anti-muslimske lande. 

Helt ærligt har jeg faktisk altid været stolt af at være dansker. Åbenhed, respekt og tolerance er for mig værdier som jeg troede var indgroede i det danske samfund. Men sådan er det desværre ikke længere, og jeg må desværre indrømme at jeg synes det er pinligt og flovt at være dansker hernede. 

At være dansker kan endda nogle gange afholde en fra at deltage i visse arangementer hernede: Fredag den 17/7 stod ellers til at blive den helt store oplevelse i Libanon. Det var ét-års dagen for Hefzbollahs frigivelse af 20 israelske lig, i bytte for 100 palestinænsiske krigsfanger; en stor sejr for Palæstina og især Hezbollah. 

Denne begivenhed skulle selvfølgelig fejres, og rygterne gik at Nasrallah, lederen af Hezbollah, skulle give en tale i det Hezbollah styrede område af Beirut. Grundet min ikke ringe interesse for religion og kampen for Palæstina, blev jeg inviteret med til dette møde af mine to Shia-muslimske veninder, Zahara og Zeynab, fra Saudi-Arabien. De skulle derud med en anden Saudi-araber og nogle libanesiske Shia-muslimer de var i familie med, så jeg følte mig rimelig sikker. Selvom det potentielt var en lidt farlig situation, ville det være helt OK da jeg var der med medlemmer af partiet og derfor kunne føle mig beskyttet.

Denne holdning blev dog ikke helt delt af min værtsorganisation hernede, som forbud mig i et deltage. 

Zeynab og Zahara med Jomfru Maria

Om aftenen var vi nogle stykker som tog op i bjergene nord for Beirut, for at drikke cocktails på det mest fancy hotel jeg nogensinde har set, med udsigt udover Beirut. Jeg var stadig lidt olm over at have fået et forbud, og samtalen blev derfor hurtigt ledt ind på Hezbollah og Libanesisk indenrigspolitik. Det viste sig at jeg sagtens kunne have taget med til talen…de troede at Zahara og Zeynab var sunni-muslimer, og at vi ikke kendte nogle lokale. Det saudiske sunni styre har, efter sigende, betalt mere for at den nuværende regering hernede, som også er sunni, skulle vinde valget, end Barack Obama betalte i sin valgkamp. Prisen for en stemme var denne gang cirka 3000$ og en gratis flybillet hjem for ikke-herboende libanesere! Derfor er sunni-muslimer ikke lige de bedste venner med Hezbollah.

Men i det mindste fik vi en aften med politiske diskussioner ud af det. Jeg lærte hurtigt at de fleste hernede sympatiserer med Hezbollah (som har 14 pladser i parlamentet) og deres kamp for libanesisk selvstændighed og Israels ødelæggelse. Selvom man ikke lige tænker over det, er det ikke mere end 3 år siden Israel sidst ødelagde Beirut og slog 3000 civile ihjel. Og det er under et år siden Hezbollah indtog hele Beirut og cementerede deres position som den stærkeste militære magt i Libanon, og den eneste reelle modstand mod Israel…

Æble, Pære, Abrikos

Endnu engang var det tid til et afbræk fra Beiruts hede og larm, og hospitalets kedelige faste rutiner. Vores organisation hernede (LeMSIC), havde planlagt et program både fredag og lørdag, som tog os fra ruinerne i den ældgamle by Byblos, til den fantastiske strand i Tyre i syd-libanon og til disko-dasko i fest byen Batroun. Vi fik spist en masse god mad og set en masse vigtige turist ting. Det var egentlig meget sjovt, men jeg tror bare ikke jeg fungerer særligt godt med at rejse i en gruppe på 30 mennesker. Det var til tider noget af en prøvelse af min tålmodighed, men det gik.
Helt skidt var det da ikke, da søndagen bød velkommen til weekendens store oplevelse:

Jeg havde læst om Quadisha Valley i det nordlige Libanon, hvor Libanons højeste bjerge er. Jessica, halvt libanesisk, halvt armensk canadier, og jeg havde aftalt at tage på trekking deroppe søndag, og lynhurtigt var vi en 10 mand stor gruppe som ville afsted. 

Søndag middag stod vi på bussen mod Tripoli, og nåede ved eftermiddagstid byen Ehden som var dagens mål. Vi fik set byen og lidt af bjergene omkring, men endte egentlig mest med at sidde i byens livlige centrum og nyde lidt øl og vandpibe til lyden og synet af dansende libanesere.

Men, selvom det var dejligt køligt og fredeligt i bjergene, irriterede det stadig lidt at være så stor en gruppe. Især fordi en del af dem jeg rejste med viste sig at være nogle lidt utaknemmelige og ubetænksomme type. Eksempelvis besluttede gruppen sig for, efter der var blevet lagt ud for depositum til et hotel, at sove i en lokal kirke, viklet ind i præstekåber og uden at lægge en donation bagefter. Tja, vi har vel alle forskellige mening om hvordan man opfører sig i en kirke…

Heldigvis skulle størstedelen af gruppen hjem til mandag aften, for at starte på hospitalet tirsdag morgen. Dette passede mig egentlig ganske fint, da de generelt var nogle brokrøv (de slog endda mig!) og lidt ulidelige. Vi var dog en gruppe på fire (Jessica fra Canada, Vane fra Slovenien, Zeynab fra Tunesien og jeg) som valgte at fortsætte til om aftenen. Og det skulle vi sent fortryde!

Zeynab, Vane og Jessica på vej ned i dalen

Vi havde det smukkeste trek igennem den mest fantastiske dal! Omgivet af kæmpe klipper, kilometer høje gran og cedertræer og med floden buldrende under os kæmpede vi os cirka 15 kilometer fra Ehden til Bcharré. Vi besøgte små Maronitiske klostre og snakkede med munke, undrede os over de forladte landsbyer overalt i dalen og nød fuglenes sang. Vi fik fantastisk mad på små lokale steder og blev alle steder mødt med smil og interesse.

Turen har bestemt været højdepunktet i Libanon indtil videre, og står som en af de flotteste steder jeg nogensinde har vandret! Der var virkelig fantastisk smukt i Quadisha, med næsten vertikale træ-beklædte granit vægge skrånende ned mod floden i bunden. Stien var til tider intet andet end et tyndt gelænder banket ned i de lodrette sten og det krævede virkelig tungen lige i munden at komme helskindet igennem, men det var virkelig det værd!

Mod slutningen af turen kom vi nærmere toppen af dalen og var pludselig omgivet af frugttræer overalt. Vi kravlede i træerne og mollede friske æbler, pærer og helt perfekt modne små fantastiske abrikoser. Træerne bugnede af frugter og vi fyldte os og nød synet af eftermiddagssolens stråler ned over dalens…FANTASTISK! 

Vi sluttede dagen i Bcharré med et fantastisk måltid Mezze bestående af Labneh b toum (youghurt med hvidløg), Kebbeh (kødfyldte panerings-ting), Shish Taouq (kyllingespyd), Hommos og Mtabal(ligesom Hommos men lavet af aubergine) og den obligatoriske tyrkiske kaffe.

Vi ankom til Beirut i dag tirsdag, efter en dag med lidt kirke-besøg i den dybt katolske (eller rettere maroitiske) Bcharré og endeløs halsbrækkende bus-kørsel. 

I morgen begynder hospitalet igen, og halvdelen af tiden hernede er desværre gået…

Okay USA

Min første weekend i Libanon var endelig oprundet, og det højt besungne sociale program arrangeret af vores værtsorganisation LeMSIC stod for døren. 

Lørdag stod programmet på Tripoli, Libanons næststørste by og hjemsted for Libanons største korsridder-borg. Byen var super hyggelig med et gammelt marked, hvor man kun lige næsten kunne klemme sig forbi hinanden, og fantastisk udsigt fra toppen af borgen. 

Efter Tripoli kørte vi mod Libanons største cedertræ skov. Åbenbart  et meget sjældent træ, og i hvertfald noget libaneserne er meget stolte over. Træerne er da også utroligt flotte og meget imponerende.

På vejen til skoven var dog dagens bedste oplevelse: Frokost! Endelig blev vi introduceret til den traditionelle libanesiske Mezze-frokost. Mezze er traditionel libanesisk mad, bestående af op mod 50 forskellige små-retter: Humus, kødboller, samosaer, diverse grøntsager, yoghurt, ost osv. Reglen er, at man afbestiller de retter man ikke vil have, fremfor at bestille det man vil have…men vi fik det hele, tror jeg.

Denne frokost bød dog også på endnu et møde med råt kød. Etiopierne var vilde med det, men jeg turde aldrig spise det de steder jeg var der, hvor godt det end så ud. Men her lå der tallerkener med lækre store stykker råt kød, rå lever og fantastisk krydret råt fint-hakket lam. Blandet med rå hvidløg og brød er det en ret for guder! Jeg spiste så meget af det at jeg er overbevist om at jeg nu er blevet vært for en sød lille bændelorm.

Restauranten vi var på, var også en populær restaurant for libanesere, og foruden os sad der tre store grupper lokale. Så da ejeren af restauranten hev sin fløjte og tromme frem, og begyndte at spille traditionel musik, skete der det, som altid sker når man blander libanesere og musik: Dans! Og de dansede og dansede og dansede, og vi begyndte at danse og alle dansede og råbte og skreg og svingede med servietter og kæder og alt hvad man ellers kunne finde ud af at svinge og kaste med. Og så satte vi os ned og spiste videre. 

Dagen efter havde vi helt til os selv, og valgte derfor at tage på stranden. Strandenene her i Beirut er elendige, og består primært af beton. Ligesom man vil smuldre kammerjunker udover sin koldskål, har man her smuldret store betonbunkere udover hele kystlinien. Kombiner dette med en frådende brænding, og du har opskriften på et rigtigt dårligt sted at bade. 

Men, udenfor Beirut ligger lækre Beach Clubs, med sandstrande og hyggelig stemning, fik vi fortalt. Vi valgte derfor at tage til Oceana beach-club, 40 minutter syd for Beirut. Og det blev noget af en oplevelse. Oceana er ikke en strand i traditionel dansk forstand, det er mere som et bastardbarn mellem friluftsbadet og Jomfru Ane Gade. Der var 4 svømmepøle, hvoraf 2 af dem fungerede som diskoteker, hvor Beiruts fineste unge mennesker stod og drak sig stive i vodka, Smirnoff Ice, og dansede det bedste de havde lært. Læreren var her tydeligvis MTV og de allersteds nærværende hip-hop videoer. Drengene var utroligt pumpede og havde perfekt trimmet hår, mens pigerne havde perfekt trimmede kroppe og dyre solbriller. Med perfekt trimmede kroppe mener jeg selvfølgelig blandingen af oceaner af plastik-kirurgi samt en diæt bestående af vand og selleri. Det var vanvittigt! Jeg følte mig som statist i en dårlig Hollywood teenage film. Man måtte ikke bade på stranden, det eneste mad man kunne få var Dunkin Dounuts eller burger og stedet havde både VIP og VVIP sektioner. Libanesernes fuldstændige vanvittige ønske om at amerikanisere sig selv, er virkelig noget jeg har svært ved at vænne mig til i dette land...og noget jeg overhovedet ikke kan forstå...

I dag var jeg nede og bade blandt murbrokkerne i Beirut og spise shawarma, og det var faktisk helt perfekt…

Første dag på hospitalet

Kl. 07.00 sharp sad jeg i konferencerummet til dagens første ”case-discussion”. Her præsenterede en af lægerne en patient, og man diskuterede i plenum om alt vedrørende denne patient. Meget lærerigt, og en god ide. Desværre kunne det ikke helt holde de libanesiske studerenes interesse. Det er selvfølgelig også svært, når eller turnus-lægerne sidder med deres kun 23-24 år og skal høre på de voksne. De er meget unge hernede, men også meget drevne. Karakterer betyder alt og prestige endnu mere. 
Efter diskussionen, gik vi til vores patienter. Det gik med gru op for mig, at vi overhovedet ikke er på intensiv afdelingerne, som ellers var mit store håb. Vi bedøver udelukkende til operationer. Røvsygt, tænkte jeg, og spændende er det da heller ikke. Efter de første 20 minutter havde jeg hørt om alle de 6 stoffer man kan give til patienterne, og så var det elles bare at vente til kirurgen var færdig. Det er ikke vildt oprivende, men der er dog også fordele. Jeg kommer forhåbentligt til at vide rigtigt meget om bedøvelse, og hvis jeg holder mig til min læge fra i dag, lyder det til at jeg kan få lov til at intubere alle patienterne selv (altså, det der med at sætte en slange ned i lungerne på dem). Desuden har jeg fri adgang til ALLE operationsrummene! Der er 10 i alt, samlet rundt om en lille ”gård”. Hver stue har sit speciale, så hvis jeg har lyst til at se på prostata går jeg ind ad dør nummer 4, mærket ”urology”, og hvis jeg har lyst til at se hjernekirurgi er det dør nummer 3. Jeg regner lidt med at hægte mig på stuen for åben hjertekirurgi en af dagene.
Men derudover er alle utroligt søde og hjælpsomme, og vil virkelig gerne lære fra sig. Der bliver talt engelsk, og alle gør alt hvad de kan for at jeg skal føle mig hjemme. Det faglige niveau er utroligt højt, og jeg har gode forhåbninger om det nok skal blive en lærerig og spændende måned.

Første indtryk af Beirut

”OK. See you tomorow, jalla-bye”, siger George ind i sin I-phone idet han rejser sig fra bordet på restauranten. Allerede inden han når udenfor air-conditioningens svalende brise ser han at parkeringsvagten endnu ikke er kommet med hans bil. Han skal lige til at råbe efter en vagt, da han ser sin sprit-nye Ferrari køre rundt om hjørnet. ”Perfekt” tænker han. Han har travlt. Han har en aftale i Yacht-klubben om 30 minutter, og han ved trafikken er forfærdelig på denne tid af dagen.

Dette lyder ikke som en dagligdags scene fra Beirut, men tro det eller ej! Beirut er alt hvad man ikke havde forestillet sig, og mere til! Blandt sønderskudte bygninger rejser sig nye shoppingmalls og luksus-lejligheder. Blandt iltre scootere drøner de dyreste dyre sportsvogne, og midt i det hele vandrer letpåklædte piger med silikonebryster rundt foran Hezbollahs teltby tæt på byens centrum.

Men trods byens ”vestlighed”, er der som altid plads til de klassiske rejse-historie, mange af hvilke starter i taxaer, hvilket denne også gør. Jeg tog en taxa fra mit første hotel til det kollegie jeg bor på nu forleden morgen. For at fange taxaen, måtte jeg løbe tværs over en 4 sporet motorvej (hvor man godt nok kun kunne køre cirka 20 km/t pga. trafik), og kaste min bagage ind ad ruderne på den slidte gamle mercedes. Jeg nåede lige at springe ind af fordøren inden en lastbil kom tæskende bagfra, og fik mumlet et forpustet ”Ahlan. fi-Hamra?” (Goddag. Kan du køre mig til Hamra) til min chaffør, en gammel tyk mand i muslimsk klædedragt. Han begyndte smilende at tale til mig, men forstod dog hurtigt at mit arabisk var meget begrænset. Dette fik ham dog ikke til at stoppe, og hele turen igennem fortalte han med store armbevægelser om alt hvad vi så. ”Americani?” spurgte han interresseret, og jeg tror nok jeg fik stammet mig frem til at jeg var fra Danmark. Eller måske fik jeg sagt jeg var sulten? Det næste der skete var i hvertfald at han begyndte at fodre mig med de små søde bananer han havde liggende i handskerummet. Dette halv-kvalte brud på sprogbarrieren blev kun ovegået af da han stolte pegede på en stor bygning og spyttende råbte ”Mustashfa”. Endelig et ord jeg forstod! Jeg pegede stolt på mig selv og sagde på mit fineste arabiske: ”Duktoor” og vi kørte leende forbi hospitalet, lykkelige over endelig at have brudt sprogbarrieren helt.

Mobiltelefon!

Har fået libanesisk mobilnummer: 00961-70168879

Stemningsbilleder fra Beirut

Kontrasternes by...gamle mercedeser kører om kap i de smalle gader med splinternye Audi R8´ere og funklende Ferrarier. Skrog af gamle bygninger kæmper om pladsen med byggepladser og splinternye luksus-komplekser.

Skudhuller, knallerter, smalle gader og bagende sol...

Beirut Skyline. Der bygger OVERALT! 

Beirut 101

 Velankommet til Beirut efter en dejlig flyvetur omgivet, ligesom min tur til Etiopien, af danske indvandrere, stod jeg træt og tømmermændsramt i Rafifi Al Harik lufthavnen klkkoen 02.30 lokal tid. Jeg kiggede ængsteligt efter en venlig sjæl med mit navn på et stykke papir, så jeg kunne blive hentet og bragt til mit kollegieværelse. 

Men sådan flasker verden sig nu ikke altid...

Men det gik! Og efter lidt prutten om prisen med taxaen og en dejlig lang sightseeing af Beirut by night (min chauffør ANEDE ikke hvor jeg skulle hen) ankom jeg til Talal New Hotel, fik en sofa i deres fællesstue og prøvede at få lidt søvn, inden en lang dag i dag. 

Jeg fik ikke sovet meget...mest grundet den urimelige larm fra gaden, og kineserne på værelsernes højlydte samtaler og smasken i morgenmaden. Men jeg kunne heller ikke falde i søvn af bare spænding. Beirut ser sindsygt fed ud og jeg glæder mig helt vildt til at komme igang med at udforske den! Fyld af gamle bygninger, skudhuller, mærkelige mennesker og usle hostels med trådløst internet! 

Men nu skal jeg finde en person fra universitetet, finde mit sted at bo og få styr på det praktiske...

-J

Sculptures by The Sea

Sculptures by The Sea var noget af en skuffelse. Tilgengæld var der en masse gamle rustne fiskerbåde på havnen...

Tiden sig nærmer....

..Og solen står højt på den danske himmel. Og ligepludselig gik det op for Anton at han skal have lavet tusinde ting inden han rejser om 13 dage. Rejseforsikring, viskede en i øret på mig igår; tja det ville vel være en ganske udemærket idé. Især når det viser sig at Codan nægter at dække mig når jeg rejser i slyngelstater (OK, det var ikke de præcise ord de brugte, men noget i den stil). Men nu er den bestilt, vaccinationer er tjekket op på, der er næsten styr på det hele! Og der er kommet blog på :) Go web 2.0 Så må vi se om det bliver brugt...

-A